351 / 604
102
med Tvang, pligtige a t opdrage deres Børn. Men, a t
Ægteskabet skal være motiveret ved denne Betrag t
ning er hverken nødvendigt eller engang naturligt.
Saafremt dette var Tilfældet, m aatte og Ægteskabet
ophøre, naar Børn ei længere kunde ventes, og ingen
uopdragne Børn vare tilbage; th i om den fælles Med-
hjelp, som Definitionen og nævner, tilstaaer man, a t
det alene er et Biøiemed ved Æ g teskabet1), og naar
det, der væsentlig constituerer et retligt Forhold, bort
falder, kan dog ikke dette vedligeholdes ved de til
fældige Beskaffenhed er, der blive tilbage. Men a t vore
Love ei antage hiin Følgesætning a f den omhandlede
Definition, falder i Ørnene2), saa a t det her ei engang
ei fornødent a t bevise, hvor stridende den er mod
Naturen og Fornuften“. Idet 0 . endelig i ILdb. be
mærker, a t det hellere maa siges, a t Ægteskabet ind-
gaas for Livstid, end a t det er „i Almindeligt uopløse
lig t“, definerer han selv i Hdb. Ægteskabet som „en
mellem to Personer af forskjelligt Kjøn, med Hensyn
til Ivjønsforskjelligheden, under offentlig Auctoritet ind-
gaaet Forbindelse for Livstid“.
Uagtet de ældre Forfattere saaledes ansaa Avlingen
og Opdragelsen af Børn for Ægteskabets egentlige
Fonnaal, optoge de dog i Fremstillingerne a f den posi
tive R e t3) i Almindelighed ikke de Følgesætninger,
J) Jfr. Nørregaards Naturret § 465 ff.
2) I saa Henseende henvises f. Ex. til 3—16 N. L. 18-15-3
og Frd. 23. Maj 1800 § 4.
3) Jfr. derimod Nørregaards Naturret navnlig § 468 og §470.
Medens Forfatteren her, idet han gaar ud fra det omtalte
almindelige Synspunkt, finder' det absolut forkasteligt, at
et Fruentimmer er gift med flere Mænd, finder han det
ikke absolut principstridigt, at en Mand er gift med flere
Fruentimmer; imod dette Forhold anfører han navnlig, at
det, da Naturen frembringer et nogenledes lige Antal af