354 / 604
105
a t der ved Brnddet paa Ægteskabsløftet opstod en
Forpligtelse til Erstatning, egentlig vilde have dette
begiundet; Nørregaard henviser til Naturretten og
vore Loves Analogi, hvorefter enhver Borger, som kan
oveibe\ises a t have frivillig tilføjet en anden nogen
Skade, bør i Almindelighed give den Beskadigede Er
statning ellei Reparation, saalamge ingen Lov har be
taget den Fornærmede denne Ret. Brorson og Hurtigkarl
paaberaabe sig ligeledes Naturretten eller Sagens Natur,
Brorson siger saaledes, a t „Naturretten, denne Moder til
alle borgerlige Love, bød, som en uforanderlig Regel, a t en
hver ved en selvvirket Handling tilføiet Skade bør e rsta t
te s “. Naar man imidlertid saaledes vilde stø tte Forpligtel
sen til Erstatning paa Reglerne om Virkningerne af skade
gørende Handlinger, var det formentlig mindre kon
sekvent, naar Nørregaard og Hurtigkarl mente, a t en
saadan Forpligtelse kun opstod, naar Løftet var givet
af den, der ved Retshandler gyldig kunde disponere
øver sin Formue, altsaa i Almindelighed den fuldmyndige
Mand og Enken; Brorson synes a t være konsekventere,
idet han antog, a t Mandspersoner under 25 Aar og
ligeledes Piger ogsaa kunde blive erstatningspligtige ved
Brud paa et Ægteskabsløfte, dog naturligvis kun under
Foiudsætning af, a t Løftet ikke var givet i en saa
ung Alder, a t Medkontrahenten maatte anse det Hele
foi en Barnestreg (Algreen-Ussing udtaler sig ikke fuld
stændig tydelig i den nævnte Henseende). Ved Siden af
Naturretten eller Sagens Natur, paaberaabte Brorson
og Hurtigkarl, ligesom ogsaa Algreen-Ussing, sig 3—16
N. L. 1 8 -6 , der ved Udtrykkene „for f u ld e ansees“,
ormentes a t have tilkjendegivet, a t Ægteskabsløftet
dog skulde have nogen Virkning1).
) Jfi. ogsaa ^Hedegaards Kommentar til Chr. V.s Lovs 3die