360 / 604
111
Virkningerne først nævnte Retten til a t fordre Ægte
skabspligtens Opfyldelse. Denne Ret betegnedes af
Nørregaard og Hurtigkarl som en fuldkommen Ret og
som en udelukkende Ret, jfr. 8—16 N. L. 18—15—1,
og det antoges i Almindelighed1), a t desertio non
localis maatte anses for en Skilsmissegrund. Hertil
bemærkede 0 . 2), a t Sædeligheden ikke tillader, direkte
a t gjøre Retten til Ægteskabspligtens Opfyldelse gjæl-
dende ved Domstolene, men a t det snarere kunde
synes, a t en haardnakket og langvarig Nægtelse af
denne Pligts Opfyldelse kunde give Ret til Skilsmisse,
men heller ikke denne Virkning er 0. tilbøjelig til a t
a t tillægge det omhandlede Forhold.
Som en anden Virkning af Ægteskabet nævnte de
ældre Forfattere Retten til Kohabitation. Med Hensyn
til denne Ret bemærker 0. Hdb. 2. B. p. 189—190, a t
den har en forskjellig Modification for Manden og for
Konen, idet nemlig denne Sidste er forpligtet til a t
følge den Førstes Opholdssted, dog, efter hvad han p.
210 bemærker, rnaaske kun indenfor Statens Grænser,
hvorimod Mandens Forpligtelse bestaar i a t tage mod
Konen og give hende Ophold hos sig. 0. bemærker
fremdeles, a t der næppe vil kunne anvendes direkte
Tvangsmidler mod den af Ægtefællerne, som vil und
drage sig Kohabitationen, men a t dette efter 3—16
N. L. 18—15—2 kan virke Ret til Skilsmisse, i hvilken
Henseende han derhos i Hdb. 2. B. p. 209 anfører, a t
Lovens Bestemmelser vistnok kun have det Tilfælde
for Øje, hvor den ene Ægtefælle forlader det fælles
Opholdssted, men a t det, da det for den anden Ægte-
0 Kongslev l.B. p. 331-32, Brorsons Fortolkning af
Chr.Vs.
Lovs 3. Bog 2. B. p. 265—266, Nørregaard § 201 og Hurtigkarl 1. D. p. 186—187.
2) Suppl. 1 B. p. 309 og 323-324 og Hdb. 2. B. p. 188—189.