357 / 604
108
Medens Algreen-Ussing1) og maaske Hurtigkarl (1. D.
p. 128—129) antog, a t § 8 foreskrev en Form for
Ægteskabsløftet, har 0 . derimod hævdet, a t ethvert
bestem t og tydeligt Ægteskabsløfte maa have den i
Frd. 5. Marts 1734 § 1 hjemlede Virkning. Han skri
ver herom blandt Andet Følgende (j. T. 7. B. 2. H.
p. 268—269): „Min Paastand gaaer ud paa, a t Para-
graphens (o: § 3.s) Øiemed ikke er, a t foreskrive en vis
Form, men a t vise, hvad der hører til et fuldt Beviis.
Dette mener jeg a t bestyrkes baade af Sammenhængen
mellem Forordningens 3 første Paragrapher og af den
indvortes Modsigelse, der vilde opstaae, saafiem t hiin
§ blev anderledes forklaret. § 1 erklærer blot et før
Besvangrelsen givet Ægteskabsløfte, som den nye Be
tingelse, der skal komme til, for a t Besvangrelse skal
give det uberygtede Fruentimmer den Ret til Ægte
skab, Lovens 6 - 1 3 - 5 hjemlede uden Hensyn til denne
Betingelse; § 2 viser, hvorledes den sigtede Mands
person, i Mangel af Beviis, skal værge sig med Eed,
hvilken Eed, efter §s Indhold, ei kan have anden Gjen-
stand, end a t han ikke har givet hende Ægteskabs-
løfte, førend han med hende fik sin Villie, uden a t der
er nogen Anledning til a t stile Eeden saaledes, a t
han blot skulde fralægge sig et i en vis Form givet
Løfte. Saavel denne §, som selve § 3, nævner de i
denne omhandlede Former, som Midler til a t skaffe
Beviset, og, a t det vilde modsige baade 1—14—3 og
al sund Fornuft og Moralitet, om den sigtede Mands
person, hvor et andet fyldestgjørende Beviis kunde
føres, skulde være berettiget til a t aflægge den i §
2 omhandlede Eed, er indlysende“. I Henhold til den
nævnte Fortolkning af § 3, hvilken Fortolkning, efter
J) „Anmærkninger til Personretten“ p. 135 ff. og „Arkiv for
Lov og Ret“ 1. B. p. 70.