355 / 604
106
Imod den omtalte Mening gjør 0. navnlig den, som
det synes, temmelig afgjørende Indvending gjældende,
a t Skadeserstatning kun skal gives, naar den Hand
ling, hvorved Nogen har tilføjet en Anden Skade, ei
en
r e t s s t r i d i g Handling, men a t den Handling at
bryde et Ægteskabsløfte, der ikke er forbunden med
Besvangrelse, efter vore Love ikke er retsstridig, efterdi
et saadant Løfte ikke medfører en fuldkommen For
pligtelse; et Brud paa et Ægteskabsløfte vilde derfor
efter Ø.s Mening ikke kunne medføre Forpligtelse til
Erstatning, medmindre de positive Love u d t r y k k e l i g
hjemlede dette, men det antages ikke a t være Tilfæl
det. Derimod indrømmer 0., a t Forholdet bliver et
andet, dersom et Ægteskabsløfte bevislig er givet i
troløse Hensigter, idet Fornærmelsen da ikke bestaar
deri, „at man har misligholdt et Løfte, som Loven til
lader Een a t bryde, men Løftet selv er en svigagtig og
beskadigende Handling, hvorfor der, efter Sagens La
tu r, og da Lovene paa ingen Maade have fastsat
det Modsatte, maa deraf flyde Forpligtelse til Skades
Erstatning“.
Forsaavidt man støttede den tidligere Mening paa
8 - 1 6 N. L. 18—6, bemærker 0 , a t Udtrykkene „ei
for fulde ansees“, næppe betegne Andet, end a t den
omhandlede Forening ej er retsgyldig. „De“, skriver
han fremdeles i Hdb. 2. B. p. 108 105, „bruges ud
trykkeligt eensbetydende med Udtrykket, a t Forenin
gen ei skal agtes, hvilken Talemaade, som bekjendt,
bruges, hvor Lovgiveren vil frakjende en Contract al
borgerlig Virkning (see, tilExempel, 3 17 N. L. 19 o4).
De Ord: „Ei heller skal ag tes“, hvormed Artiklen be
gynder, synes og a t tilkjendegive, a t de i samme om
handlede Ægteskabsløfter ei skulle have større Kraft,
end de, der omtales i den foregaaende 5te Artikel,
hvilke dog med Hensyn til den Person, der har den i