350 / 604
101
øiemed, a t ville med hinanden avle og opdrage Børn,
sam t være den Eene den Anden til Hielp i L ivet“.
Omtrent den samme Definition findes endnu i Hurtig
karls Lærebog 1. D. p. 123, uagtet 0. allerede tidligere,
nemlig i Supph 1. B. p, 237—238, havde paavist det
Ufyldestgjørende ved samme. Paa det nævnte Sted i
Suppl. (jfr. senere Hdb. 2. B.
p.
87 -89 ) skriver 0.
Følgende: „Det Skjæve i den Definition paa Ægteskab,
som Forfatteren (o: Nørregaard) her har anført, der i
det Væsentlige er overensstemmende med den, W olf1)
har givet, og de fleste Naturrets Systemer efter hans
Gi undsætninger fulgt, falder let i Øinene, ligesom og
adskillige af de Nyere allerede have gjort opmærk
som herpaa. A t Børn ville blive avlede er noget,
som Ægtefællerne vel maae forudsee, som en mulig og
sandsynlig Følge af deres Forbindelse, og naar denne
Følge indtræder, blive de og, efter Fornuftens og Na
turens Bud, som de borgerlige Love have omhegnet
9 „Institutiones juris naturæ et gentium“ (1754) §856. Ægte
skabet defineres i dette Yærk, der er et Udtog af den be-
kjendte Philosophs (f. 1679 d. 1754) større Værk „jus na
turæ methodo scientifica pertractatum“ i 8 Dele (1740—1748)
og „jus gentium“ (1749), som societas inter marem
ac foeminam, sobolis procreandæ ac educandæ causa inita.
At denne Opfattelse af Ægteskabet endnu henimod Slut
ningen af forrige Aarhundrede var almindelig i Tyskland,
fremgaar deraf, at den preussiske Landret (1794) i 2. Tli.
1. Tit. § 1 bestemmer, at Ægteskabets Hovedformaal er
at avle og opdrage Børn; der tilføjes vel i § 2, at Ægte
skabogsaakanindgaas alenetil gjensidigUnderstøttelse (man
vilde nemlig ogsaa give dem, der ikke vare istand til at
avle Børn, Adgang til at indgaa Ægteskab), men at det
først angivne Pormaal opfattes som Ægteskabets Hoved
formaal, fremgaar, foruden af selve §1, klart af de øvrige
Bestemmelser i Landretten, særlig af Bestemmelserne om
Ægteskabets Opløsning.