363 / 604
1 1 4
sæ tte Særeje, ja han mener endog, a t flere af A rtik
lerne tydelig vise, a t der mellem Ægtefæller existei ei
Formuefællesskab, og for a t forklare Bestemmelserne
i 5 _ 3 - 9 , 16, 17 og 3 3K L . 23, 31, 32 og 44 henviser
han til, ■ a t 6—2—19 sam t de særskilte Bud om en
kelte Arter af Familieejendomme, f. Ex. Selvejerbøn-
dergods og Odelsgods, for ikke a t tale om Lehn og
Stamgodser, vise, a t det ikke er ligegyldigt, hvem dei
har indbragt en Jordejendom i Boet, og hvad 5—4—3
og 4 angaar, antages de a t angaa donationes moitis
causa. — I Henseende til Omfanget af Formuefælles
skabet har 0 . (Hdb. 2. B. p. 190) gjort opmærksom
paa, a t der gives Besiddelser, som aldeles ere udenfor
Fællesskabet, saa a t de efter Ægteskabets Ophævelse
slet ikke komme med i Beregningen over Boet, t. Ex.
Lehn og Stamhuse, hvorimod Intægterne af samme,
medens Ægteskabet bestaar, flyde ind i Boet og be
handles aldeles som al anden Ægtefællernes Formue
(j. T. 16. B. 1. H. p. 220); fremdeles bemærker han,
a t der kan meddeles Forældre Bevillinger, hvorefter
en Datters Formue eller en Del af samme skal være
udenfor Fællesskabet med hendes Mand, og a t den,
der vilkaarlig testerer et Fruentimmer Noget, maa
kunne gjøre det til Vilkaar, a t den testerede Formue
skal blive udenfor Formuefællesskabet mellem hende
og Manden; endelig forudsætter 0. flere Steder, at
Formuefællesskabet kan indskrænkes eller ophæves ved
en konfirmeret Ægtepagt.
Naar de ældre Forfattere lærte, a t Manden var
Hustruens Værge, havde 0. i Almindelighed ikke Noget
herimod a t erindre; men ligesom han, som allerede
tidligere (p. 80) anført, hævdede, a t Værgemaalet kun har
Hensyn til Godset, ikke til Personen, saaledes hai
han ligeoverfor Hjelm, der antog, a t Manden som
Konens Værge ifølge L o v e n (i Modsætning til de