369 / 604
120
A t denne Begrundelse af Forældrøforholdet er langt
naturligere end den af ø . omtalte ældre Begrundelse,
turde i og for sig være indlysende, og i det Følgende
vil det nærmere blive vist, hvorledes den fører til langt
sundere og rigtigere Resultater end den nævnte ældie
Opfattelse 0
Efter den omtalte ældre Opfattelse kunde man
egentlig ikkun komme til, a t der paahviler Forældrene
en Pligt til a t opdrage deres Børn, men ikke forklai e,
a t der tilkommer Forældrene en R et hertil. Det lærtes
dog baade i Fremstillingerne af Naturretten og af den
positive Ret, a t Forældrene overfor Børnene havde
forskjellige Rettigheder, hvilke betegnedes med Navnet
Fædrenemagten, og for a t forklare dette anførtes
3) I Suppl. 1. B. p. 1—4 begrundede 0- Retsforholdet mellem
Forældre og Børn.i det Væsentlige alene derpaa, at Staten
som et evigt Selskab bør sørge for sine tilkommende Borgere
og altsaa tage sig af de Uopdragne, og at clet, da Staten
ikke som et Begreb, men alene ved sine Borgere kan
realisere denne sin Pligt, er naturligt, at den Uopdragnes
Opdragelse paalægges de Borgere som Retspligt, hvilke
Naturen og Fornuften allerede have paalagt saadant som
Samvittighedspligt. Han anførte paa det nævnte Sted
tillige, a t man intet reelt (med Anskuelse forbundet) Be
greb kan gjøre sig om et Retsforhold til et Yæsen, der
mangler Fornuftens og Frihedens Brug, og at man uden
Tvivl m aatte opgive Forsøget paa at deducere Forholdet
mellem Forældre og Børn som et umiddelbart Retsforhold
mellem disse. Han sluttede sig saaledes dengang næ r
m est til Fichte (Grundlage des Naturrechts nach Principien
der W issenschaftslehre (1796) erster Anhang § 44 ff.), til
hvem han ogsaa henviste, men allerede i Tillæget i Suppl.
3. B. p. 348—349 erkjendte han, at der i hin Fremstilling i
Suppl. 2. B. var adskilligt, som mere svarede til en ældre
af ham for længe siden opgiven Naturretstheori, end til
den, som han da hyldede.