367 / 604
118
stille, naar clet skal bedømmes fra den negative R et
færdigheds Standpunkt. „Det e r“, skriver han, „ingen
umiddelbar Følge deraf, a t Forældrene forsømme hiin
Forsorg, a t Børnene vilde gives til Priis for physisk
og moralsk Elendighed; men dette vilde kun blive Til
fældet, hvis heller ingen Anden vilde tage sig af dem.
Man kan altsaa ikke ligefrem paastaae, a t Forældrene,
ved a t skaffe Børnene Tilværelse, uden a t sørge fol
deres Underholdning og Opdragelse, umiddelbart have
tilføiet dem et Onde. Man kunde snarere antage, at
det Liv, som var skjænket dem, maatte ansees som
en Velgjerning, om end dets Vedligeholdelse og Fremme
blev overladt til andre Menneskers Velvillie. Dersom
man vilde paastaae, a t Forældrene gjorde U ret
i a t sæ tte Børnene ind i "Verden, uden a t sikkie
dem en heldig physisk og moralsk Tilstand, saa vilde
man komme til det urimelige Resultat, a t al Bøme-
avling var en utilladelig Handling. Fra det Standpunct,
hvorfra man gaaer ud i hiin Argumentation, kunde
man derhos ikke erkjende det for Uret, naar en Moder,
ved a t fordrive sit Foster, aldeles forebyggede, a t det
kom til en bevidst Tilværelse“. „Det faderlige Selskab
bør derfor“, skriver han fremdeles, „neppe bygges paa
en r e e n j u r i d i s k , men hellere paa en m o r a l s k
Grundvold. Fra dette Synspunkt er det klart, a t den
almindelige Menneskepligt, for saa vidt Ens Evne til
lader det, a t sørge for Dem, som ikke kunne sørge for
sig selv, maa paa en ganske særdeles Maade opfordre
Forældrene til a t tage sig af de Børn, de have sat i
Yerden, og det fornemmeligen, fordi de mægtigste na
turlige Drifter her understøtte hiin Pligt. I Staten
gjøres med Rette denne Pligt til en Tvangspligt. Staten
bør nemlig, som et evigt Selskab, sørge for sine tilkom
mende Borgere, men kan ikke fuldbyrde denne Pligt,
uden ved Hjælp af de enkelte Borgere. In te t er der