370 / 604
121
d e r0, a t de omtalte- Rettigheder maatte tilkomme For
ældrene, for a t disse kunde blive i Stand til a t opfylde
deres Opdragelsespligt. Men naar saaledes de Rettig
heder, som tillagdes Forældrene, udlededes af Opdra
gelsespligten, maatte Følgen heraf blive, a t Forældre
nes Rettigheder i Forhold til Børnene hørte op, naar
Opdragelsen var endt. Dette siges nu ogsaa udtrykke
lig hos nogle af de ældre dansk-norske juridiske For
fa tte re2), men iøvrigt vedkjendte de ældre Forfattere
sig ingenlunde de Konsekvenser, til hvilke deres Be
grundelse af Forældrenes Rettigheder m aatte fø re ; saa
ledes lærtes det t. Ex. i Almindelighed i de ældre
Fremstillinger af den positive Ret, a t Fædrenemagten
over Døtrene først ophørte ved disses Ægteskab.
Naar man derimod, som 0., hævder, a t Forsorgen
for Børnene er i høj Grad nødvendig for Forældrenes
eget moralske Vel, bliver det forklarligt, a t Forældrene
ikke blot have Pligter, men ogsaa Rettigheder overfor
Børnene, og a t de navnlig ere udelukkende berettigede
til a t opdrage deres Børn og som Følge heraf, som af
0. (Hdb. 2. B. p. 265) anført, ogsaa beføjede til a t
søge dem tilbage, dersom nogen Anden skulde, mod
deres Yillie, have overtaget Børnenes Opdragelse. For
ældrenes Rettigheder overfor Børnene behøve da heller
ikke a t høre op med Opdragelsens Tilendebringelse.
Naar Hurtigkarl (1. D. p. 197—198) og Algreen-Ussing3)
imidlertid antoge, a t formuende Børn efter den positive
Ret skulde være pligtige til a t underholde deres træn
gende Forældre, paaviste 0. (Hdb. 2. B. p. 267-268),
9 Jfr. Hesselberg p. 91, Dons 1. D. p. 313—314, Kongslev 1.
B. p. 335, Nørregaard § 219 jfr. hans Naturret § 474 og
Hurtigkarl 1. D. p. 195.
d Jfr. Dons 1. D. p. 321-322 og Hurtigkarl 1. D. p. 196
-197.
3) „Anmærkninger til Personretten“ p. 217—218.