376 / 604
127
ud af Stand til a t deeltage i Opdragelsens Byrder,
hviler paa Faderen alene, og det uden a t ophøre, naar
Barnet har fyldt det tiende Aar; thi, saalænge nogen
af de, til a t sørge for Barnet, særlig forpligtede Ber-
soner ere til, og i den Stand, a t de kunne opfylde
denne Pligt, kan Byrden ei falde paa det Offentlige.
Der er heller ingen, som kalder i Tvivl, a t Moderen jo,
efter Faderens Død, er pligtig til ene a t besørge Op
dragelsen, men baade Sagens Matur og Fdg. 1763 viser,
at Faderens og Moderens Forpligtelse er lige sto r“.
Til S tøtte for den saaledes udviklede Mening anførte 0.
derhos Reglementerne af 5. Juli 1803, forKjøbstæderne § 7
og for Landet § 11 og enkelte specielle Lovbestemmelser.
Endelig paaberaabte ø. sig en Højesterets Dom af
26. April 1811, der paalagde Faderen til et uægte Barn,
efter Moderens Død, a t bekoste hele Opdragelsen, og
det uanset et Forlig, han havde indgaaet med Moderen
og Værgen om, mod en engang for alle udbetalt lille
Sum, a t befries for videre ■ Opfostringshjælp, hvilket
Forlig ikke fandtes a t kunne skille Barnet og det
Offentlige ved den Fordring, samme havde paa ham.
I denne Sag var O. førstvoterende, og de Grunde, som
han i sin Votering anførte til S tøtte for det ved Dommen
statuerede Resultat, stemme, som man kan vente, fuld
stændig med de Betragtninger, som han senere frem
førte i Suppl. og Hdb., og som ere gjengivne ovenfor.
Denne af 0. saaledes fremsatte Mening forsvarer han
nærmere i Hdb. 5. B. p. 606—614 ligeoverfor en i
Maanedsskrift for L itteratur 6. B. (1831) p. 517—518
fremsat modsat Anskuelse; han udtaler her tillige den
Formening, a t Faderen, naar han alene skal sørge for
Barnet, da og maa være beføjet til selv a t overtage
Barnets Opdragelse, hvilket Frd. 30. Mai 1794 blot
siges a t nægte ham i Forhold til Moderen og paa
Grund af dennes større Ret, og han bemærker derhos,