379 / 604
130
lig indeholder, a t enhver af disse, som ei med Sikker
hed veed sig fri fra Paterniteten, og altsaa ei kan fra
lægge sig samme med Eed, bør udrede Lejermaals
bøder, saa bør og alle disse svare til Opfostringshjelpen,
dog naturligvis tilsammentagne ei til mere end hvad
der ellers kunde paalægges een Barnefader, hvilket de
have a t tilsvare een for alle og alle for een“.
Hvad Legitimation angaar, er det allerede tidligere
bemærket, a t 0 . ikke kunde tiltræde den ældre Op
fattelse, ifølge hvilken Legitimation var en Akt, hvor
ved Faderen erklærer, a t Barnet er hans, og hvorved
han vedkjender sig Barnet.
Dette maatte navnlig
gjælde om Legitimation ved paafølgende Ægteskab; i
saa Henseende har han (Suppl. 2. B. p. 7—8 og Hdb.
2. B. p. 270) - i Anledning af, a t Nogle for a t udelukke
de ved Ægteskab legitimerede Børn fra Arv i Lehn
og Stamhuse havde anført, a t denne ikke beror paa
sidste Besidders Yillie, men paa den af første Opretter
gjorte Anordning1), —hævdet, a t de forhen sammenavlede
Børns Legitimation er en j u r i d i s k n ø d v e n d ig Følge
af det paafølgende Ægteskab og ingenlunde en v il-
k a a r l i g V i l l i e s h a n d l i n g .
Naar O. saaledes ikke i Legitimation ved paa
følgende Ægteskab saa en Erklæring fra Faderen om,
a t Barnet var hans, kom han ganske naturlig til a t
rejse et Spørgsmaal, som maatte ligge de ældre For
fattere fjærnere, nemlig hvorledes det skal godtgjøres,
a t de Børn, som Konen har havt før Ægteskabet, og-
saa ere Mandens. I Overensstemmelse med hvad der
nu i Almindelighed læres, skriver O. herom Følgende
(i Hdb. 2. B. p. 269—270): „For a t godtgjøre, a t de
Børn, som Konen har havt inden Vielsen, ogsaa ere
]) B. W.. Pfeiffer „Vermischte Aufsätze über Gegenstände
des Teutsclien und Römischen P rivatrechts“ (1803) p. 9—10.