384 / 604
135
Yærgemaalet for ødsle), og en Kurator adskiller sig
da efter hans Mening fra en Yærge derved, a t han
ikke beskikkes til a t bestyre Godset, men blot til a t
have Indseende med en Person, der selv bestyrer sit Gods.
Til S tø tte for denne sin Mening anførte han de Grunde,
som nu i Almindelighed i saa Henseende paaberaabes i
Systemerne. Da der endnu i Hurtigkarls Lærebog 1.
D. p. 208 ff. findes Spor af den ældre Mening, udvikler
0. a tte r sin Mening i Hdb. (2. B. p. 334—336). — Med
Hensyn dernæst til, a t man nævnede offentlige Stif
telser, der havde Gods, som skulde bestyres, som
værende undergivne Kuratel eller (som det hos Hurtig
karl rigtigere sagdes) Yærgemaal, gjør 0. opmærksom
paa, a t Yærgemaalet for offentlige Stiftelser er aldeles for-
skjelligt fra det i 3—17 N. L. 19 omhandlede. — Hvad
de Umyndiggjorte angaar, antog 0. i Suppl. 2. B. p.
36 og Hdb. 2. B. p. 337—338, altsaa forinden PI. af
10. April 1841, a t Umyndighedsdecretet i Analogi af
5—1—9, PI. 18. Januar 1788 og flere andre Lovbud
burde tinglæses ved Personens Yærneting, for a t en
hver tredie Mand kunde vide, a t han ej kunde betro
en Saadan Noget paa egen Haand, og ellers formentes
en Kreditor a t kunne undskylde sig med retmæssig
Uvidenhed og derved tilintetgjøre Umyndighedsexcep-
tionen. I Forbindelse hermed bemærkede han imidlertid i
Hdb., a t den, som aabenbart mangler Fornuftens fulde
Brug, maa, endog uden nogen øvrighedsbeslutning eller
nogen Tinglysning deraf, være udygtig til a t forpligte
sig ved nogen borgerlig Handling; „th i“, siger han,
„en Saadans Udygtighed maa Enhver kunne paaskjønne
ligesaa vel, som han maa kunne see, naar Nogen, for
medelst Drukkenskab, er ude af Stand til a t forpligte
sig, en Omstændighed, der aldrig kunde betage en
Contract dens forbindende Kraft, saafremt et Øvrig-