389 / 604
140
i en af 0 . conciperet, under 28. October 1805 afsagt
Lands-, Over- sam t Hof- og Stadsretsdom, der under
15. Marts 1806 blev stadfæstet af Højesteret, jfr. A. f.
R. 2. D. p. 136—140 og 370—371.
I Henseende til Kuratel bemærker 0. (Hdb. 2. B
p. 418), a t der' maaske kunde være Grund til a t an
vende Analogien af, hvad Lovene bestemme om Fræn
ders Fortrin til Værgemaal, paa Kuratel, og han hen
viser i saa Henseende til en under 9. Januar 1804
afsagt Hof- og Stadsretsdom (A. f. 14. 1. D. p. 260—
265), ved hvilken det blandt Andet blev antaget, a t en af
en Mindreaarig, for hvem ingen Kurator var beskikket,
rned Faderens Samtykke indgaaet Gjæld paa Grund
af Bestemmelsen i Frd. 14. Maj 1754 § 1 var gyl
dig. I denne Del af Dommen havde 0., der havde
deltaget i Voteringen om Sagen, været enig, og i en
Note under Dommen i A. f. R. anfører han til S tø tte
for det ved Dommen i saa Henseende antagne Resultat
endvidere, a t Udtrykkene i 3—17 N. L. 19 34 vise,
a t Værgen ej behøver nogen udtrykkelig Konstitution
af Øvrigheden for a t besørge Kuratelet for sin forrige
Myndling, eftersom de Ord „af Øvrigheden dertil for
ordnet“ efter Interpunctionen ej referere sig til ham,
men alene til „en anden god Mand“, hvorhos han be
mærker, a t Fundats 7. Maj 1788 Cap. 2 § 5 Nr. 2 ogsaa
bestyrker den antagne Sætning. Hvad forøvrigt an-
gaar Forholdet mellem den Mindreaarige og Kurator,
bemærker 0. i en Note til den tidligere omtalte
Afhandling i n. j. A. 28. B. p. 171, a t Kurator,
uagtet den Mindreaarige efter 3--17 N. L. 19 - 34 selv
annammer sit Gods a t forestaa, dog maa være beføjet
og forpligtet til a t sørge for, a t den væsentlige Formue
anbringes i Effecter, som Kurandus ikke er i Stand til
unytteligen a t bort sætte. I Overensstemmelse hermed
antager han i Hdb. 2. B. p. 419—421, a t den Mindre-