393 / 604
Tingsretten.
I dette Værks 1ste Del p. 22 ff. er det allerede
fremhævet, a t 0. tidlig lærte og senere stadig fastholdt,
a t Ejendomsretten ikke kan stø ttes paa Personligheds-
principet, men a t Ejendomsrettens Begrundelse maa
søges i, a t „Samfundets Tarv“ kræver en „Ordning
af Adgangen til Formuesgoderne, hvorved der gives
den enkelte et eget Stof, hvorpaa han kan regne som
Gjenstand for sin frie Virksomhed og som Middel til
a t opnaae sine fornuftige Hensigter“ ; det er fremdeles
der bemærket, a t det af ham saaledes opstillede Prin
cip ikke blot medfører, a t Ejendomsretten maa være
de Indskrænkninger underkastet, som Samfundet gjen-
nern dets Love m aatte finde fornødne, for a t dets
Formaal kan naas, men a t Principet tillige fører til,
a t den Enkeltes Ejendomsret saavidt muligt skal be
skyttes og opretholdes, fordi Samfundets Vel kræver,
a t Enhver tryg t kan stole paa uan taste t a t beholde
sin Ejendom, der i sidste Instan ts vil sige Frugterne
af hans Flid og Arbejde. — I Kraft af det omtalte
Princip har 0. gjentagne Gange ud talt sig for a t ind
skrænke vor nu saa udstrakte Vindicationsret1). I
J) Jfr. j. A. Nr. 3. p. 171-181 (1804), Suppl. 3. B. p. 170—177,
A. f. R. 1. D. (1824) p. 501-519 og Hdb. 3. B. p. 492-493.