388 / 604
139
aarlige Renter eller andre Indkomster. Til S tø tte for
denne Mening anfører han blandt Andet Følgende:
„Naar Lovgiveren nemlig foreskriver, a t Værgen ei
paa egen Haand skal være raadig over Myndlingens
Capitaler og de derfor udstedte Obligationer, men a t
Dispositionen over disse Gjenstande skal tilkomme
Overformynderiet, og Værgen blot have Indkomsterne
under sin Bestyrelse, saa er det umiskjendeligen
hans Øiemed, a t Værgen ikke skal have Ledighed til
a t forvanske Myndlingens Formue. Men dette Lov
giverens vigtige og saavel for den Umyndige, som for
de Personer, der staae til subsidiært Ansvar for den
af Værgen den Umyndige tilføiede Skade, velgjørende
Øiemed vilde aldeles forfeiles, naar det ligefrem var
Værgen tilladt, ved a t udstede Obligationer paa Mynd
lingen, a t forpligte denne. Heraf kunde endog følge
større Skade for den Umyndige, end den, Værgen
kunde faae Leilighed til a t paaføre ham ved a t have
frie Hænder over hans Capitaler; thi, antages det, at
den Gjeld, Værgen i Myndlingens Navn contraherer,
ligefrem forbinder Myndlingen, saa bliver endog dennes
Person og tilkommende Gods forpligtede. Ligeledes
vilde heraf kunne flyde et aldeles ubestemt Ansvar
for Overformynderne og Øvrigheden, der end ikke i
denne Henseende kunde finde Betryggelse ved de i
3 - 1 7 N. L. 19—5, 6 angivne Midler. Lovgivningens
Bud, a t Umydiges Capitaler, med Undtagelse af de
Summer, som ere under 20 Rdl., aldeles ikke maae for
bruges uden Overformyndernes og Øvrighedens Sam
tykke eller i alt Fald Cancelliets Beslutning, kunde
heller ikke overholdes, saafremt Overformynderne og
Øvrigheden nødtes til a t gjøre Udbetalinger af Mynd
lingens Midler, naar Gjeld afVærgen var contraheret“.
De saaledes i Suppl. og Hdb. udviklede Betragtninger
findes i det Væsentlige allerede tidligere fremsatte i