386 / 604
137
nærmest til a t værge, som er nærmest til a t arve,
ere mange, ja a t den, strengt taget, ikke kan opstilles
som Regel. A t den i alt Fald ikke har den Fasthed
hos os, som efter den romerske Ret, indlyser saavel
af det Foranførte, som og allerede deraf, a t Yærgemaalet
ikke efter vore Love, som hos Romerne, tilfalder alle
lige Arveberettigede i Forening, for saa vidt de have
de fornødne personlige Egenskaber, men a t Een efter
Agnationens og Alderens Fortrin udelukker de øvrige“.
— Efter Ø.s Mening, som han nærmere udvikler i Hdb.
2. B. p. 348—349, har den fødte Yærge en Ret til
Yærgemaalet, naar der, hverken hvad Yederhæftighed
angaar eller i andre Henseender, er Noget med Føje
paa ham a t udsætte. Dog antages denne Ret ikke a t
kunne gjøres gjældende ved Domstolene, da Øvrig
hedens Beslutning med Hensyn til den fødte Yærges
Forkastelse, som en Øvrighedshandling, maa være
udenfor Domstolenes Virkekreds, hvorimod den, der
formener, a t hans Ret er krænket, antages a t maatte
klage til vedkommende Overøvrighed.
I Suppl. 2. B. p. 43—47 og Hdb. 2. B. p. 354—357
har 0 . udviklet, a t den Omstændighed, a t en Person
er berettiget til mortis causa a t disponere over sin
Formue eller en Del deraf, ikke kan medføre, a t han
skulde være beføjet til, enten a t anordne, hvo der i
Henseende til samme skal være Værge for den ind
satte Arving, eller a t tillægge denne Ret til paa egen
Haand a t bestyre de ham tilfaldende Midler. Idet han
iøvrigt henviser til Afhandlingen i Eunomia 1. D.
om Regjeringens Ret til a t ophæve eller forandre
Stiftelser, som private Mænd have oprettet, paaviser
han, a t Testationsretten ikke med Nødvendighed følger
af Ejendomsretten, og a t der ikke af den en Ejer ved
Lovene tillagte Rettighed til a t indsætte en testamen
tarisk Arving, kan sluttes, a t han ogsaa skulde have