391 / 604
142
egen Haand a t indgaae alle de Contracter, der ere
Midler til denne Næringsveis Fremme. Naar man med
Forfatteren“ (o: Nørregaard) „antager, a t Lovstedet
kræver Curators Samtykke til alle de Foretagender,
hvorved en Mindreaarig i den sammesteds omhandlede
Stilling skal forpligte sig, saa bliver det aldeles hen
sigtsløst og unyttigt. Det indeholder da ikke, hvad
det dog aabenbart forkynder sig a t skulle indeholde, en
Undtagelse fra den nærmest foregaaende Artikel. Lov
giveren har under denne Forudsætning ved bemeldte
Lovsted foresat sig et vist Øiemed, uden a t vælge
Midler, hvorved dette Øiemeds Opnaaelse lader sig be
fordre. Han har nemlig villet sæ tte den Mindreaarige
i Stand til a t drive Handel eller anden Haandtering,
og dog bundet Hænderne saaledes paa ham, a t dette
bliver ham umuligt; thi hvorledes lader det sig gjøre,
a t drive endog den meest indskrænkede Næringsvei,
naar man ei kan foretage sig endog den ubetydeligste
Afhændelse, ei kan contraliere den ringeste Gjeld, eller
modtage mindste Betaling uden Curators Samtykke og
Bevilling“? 0. bemærker derhos, a t den Mindreaarige
efter denne Fortolkning ingenlunde i det i 8—17 N. L.
19—85 omhandlede Tilfælde bliver fuldmyndig, og han
anfører i saa Henseende blandt Andet, a t de Kontrakter,
som den Mindreaarige udenfor sin Næringsvej indgaar,
behøve a t ratihaberes af Kurator paa samme Maade
som andre af Mindreaarige indgaaede Kontrakter. I
Forbindelse hermed bemærker 0. i Suppl., a t man
maaske kan „ansee 3—17 N. L. 19—35 anvendelig, naar
Curandus af en offentlig Autoritet har faaet Tilladelse
til a t drive en Næringsvej, uag tet der ikke er præsteret
Beviis for, a t Curator dertil har givet sit Sam
tykke, efterdi Formodningen er for, a t hiin Tilladelse
ikke uden dette Vilkaar er givet“ (jfr. n. j. A. 28. B.
p. 169).
Med denne Mening stemme flere baade