395 / 604
146
eller om man ikke i det Mindste skulde indrømme
den, der havde slig Erhvervelse for sig, Adgang til a t
faae sine udlagte Penge igjen, naar den forrige Eier
ligefuldt m aatte ansees berettiget til a t søge Tingen
tilbage fra Een. Endnu mere har det for sig, a t den
Eier, der ved Laan, Leie, Forvaring, Pantsætning eller
paa anden Maade selv har afstaaet Tingens Besiddelse
til en Anden, maa lade sig nøie med Regres til sin
Medcontrahent, saafremt denne har misbrugt den ham
viiste Tillid, ved a t afhænde eller pan tsæ tte Tingen til
tredie Mand“. Dette Sidste begrunder ø. navnlig nær
mere paa de anførte S teder1), og et Forslag til a t for
andre Lovgivningen i Overensstemmelse hermed blev
ogsaa i sin Tid fremsat af ham, men paa Grund af
Højesterets Modstand blev det ikke gjennemført (jfr.
Cskr. 25. August 1840 og Forhandlingerne paa det 5te
nordiske Juristmøde p. 8—9 og Bilag 1 p. 4—5). —Af det
Følgende vil det nærmere fremgaa, hvorledes 0. i Be
handlingen af Ejendomsretten paa flere andre Punkter
(t. Ex. i Materien om Tilvæxt) paaberaabte sig Hen
synet til Samfundets Interesser, og a t han netop her
ved kom til andre og rigtigere Resultater end de tid
ligere Forfattere.
Det Princip, hvorfra 0. saaledes gik ud med Hen
syn til Ejendomsretten, m aatte han ogsaa ganske
naturlig bringe til Anvendelse paa de andre tinglige
Rettigheder. Ogsaa her hævdede han, a t der maa
tages Hensyn til Samfundets In te resse r, naar der
spørges om, hvilke begrænsede tinglige Rettigheder
der efter Sagens Natur bør opstilles. Fra dette Syns
punkt har han saaledes ud talt sig for enten a t ophæve
J) Han henviser blandt Andet til forskjellige Staters Lov
bøger, hvori der indeholdes flere Bestemmelser om Ind
skrænkninger i Vindicationsretten.