396 / 604
147
eller i alt Fald begrænse Underpant i Løsøre, og lian
har i saa Henseende paaberaabt sig dels Hensynet til
Krediten dels Hensynet til Omsætningens Sikkerhed.
I Afhandlingen „om Grundsætningerne for det dansk
norske Hypothekvæsen, sammenholdt med fremmede
S ta te rs“ i j. T. 16. B. 2. H. (1880) skriver han herom
blandt Andet Følgende (p. 113—114): „Saafremt det
tillades a t give Hypothek i deslige Gods“ (o: rørligt
Gods), „kunne en Mands samtlige Eiendele, naar alminde
ligt Pan t hjemles, endog de tilkommende, forsikkres en
enkelt Creditor. I saadanne Tilfælde bliver der sjeldent
Foget tilovers for de øvrige Creditorer, dem undtagne,
som Lovene have priviligeret fremfor deslige Pant.
Naar Lovene, saaledes som hos os, hjemle en uind
skrænket Vindicationsret, saa bliver og slig Hypothe-
cering ikke lidet betænkelig for Sikkerheden i Erhver
velsen af rørlige Ting. Det Gods, som er givet en
Creditor til Underpant, maa nemlig Panthaveren, hvis
Pantsæ tteren har afhændet samme eller givet det i
haandfaaet Pant, kunne søge tilbage fra den troskyldige
Besidder, forsaavidt det til Dækningen af hans Fordring
behøves. Det er derhos kun tilsyneladende, a t Pan te
brevets Indførelse i Pantebogen sæ tter tredie Mand i
Stand til a t tage sig vare for saadan Skade. Det dag
lige Livs Tarv tilsteder ingenlunde, a t man, ved a t
tilforhandle sig en eller anden rørlig Ting, gaaer til
Pantebogen for a t erholde Kundskab om, hvorvidt
Sælgeren maatte have pan tsat samme. Men derhos
kunne Panteregistrene aldrig være saa sikkre og op
lysende i Henseende til slige Pantsættelser, som i
Henseende til Pantsætningen af faste Ejendomme; de
forlade Een endog ganske, naar Tingen er gaaet gjen-
nem en Mellempersons Hænder“. .0. indrømmer imid
lertid, a t Afskaffelse af Underpant i Løsøre i adskil
lige Tilfælde vilde efterlade et skadeligt Savn, idet det
10
*