387 / 604
138
Ret til a t anordne, hvorledes de denne tillagte Midler
skulle administreres, eller Ret til a t gjøre Undtagelser
fra de med Hensyn til Almenvellet givne Love,
der vise, hvorledes Umyndiges Midler bør bestyres.
Han bemærker med Hensyn hertil blandt Andet:
„Det er Staten magtpaaliggende, a t de Afdødes
Efterladenskaber enten komme i Personers Hænder,
som have Lovens Formodning for dem, a t de selv
hensigtsmæssigen kunne bestyre d isse, eller a t de
i Tilfælde af, a t Arvingen ikke har denne Egenskab,
bestyres paa den Maade, Loven har fundet a t være
den hensigtsmæssigste. Testators Disposition i saa
Henseende kan vel i et enkelt Tilfælde muligen være
ganske fornuftig, men herfor haves ingen Garanti.
Naar Bestemmelsen overlades ham , er det ligesaa
muligt, a t han gjør en Anordning, hvis Resultat bliver
de Midlers Ødelæggelse, hvorover han te ste re r“.
Ligesom 0 . fremdeles paa flere Punkter har be-
rigtiget tidligere urigtige Fortolkninger af herhen
hørende Lovbud, saaledes t. Ex. af 3—17 N. L. 19—10,
saaledes har han navnlig i Suppl. 2. B. og Hdb. 2. B.
givet væsentlige Bidrag til en rigtig og fuldstændig
Fremstilling af den gjennemgribende Forandring, som
med Hensyn til Bestyrelsen af Umyndiges Midler fore
gik i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette
Aarhundrede. I Forbindelse hermed har han (Suppl.
2. B. p. 343 -345 og Hdb. 2. B. p. 392—395) paavist,
a t en Værge, efterat den nævnte Forandring er ind-
traadt, ikke, — saaledes som Hurtigkarl (1. D. p. 238)
syntes a t mene, — kan uden Indskrænkning forbinde
den Umyndige og dennes Gods ved de Kontrakter,
som han paa hans Vegne indgaar, og han har navnlig
hævdet, a t en Værge ikke nu, uden Overformyndernes
og Øvrighedens Samtykke, kan paadrage sin Myndling
Gjæld, forsaavidt denne ej kan betales af Myndlingens