380 / 604
131
Mandens, maa det uden Tvivl være tilstrækkeligt, a t
Faderen, det være sig i hvilkensomhelst Form, bestemt
har erkjendt dem for saadanne, og a t In te t finder
Sted, som kan svække denne Erkjendelses Rigtighed.
A t han i sin Tid ikke var opgiven som Barnefader,
vilde ikke, under alle Omstændigheder, være Grund nok
til a t forkaste saadan Erkjendelse. Hvis Barnet er
født paa Fødselsstiftelsen, og altsaa ingen Udlæggelse
som Barnefader har fundet Sted, er der aldeles ingen
Grund til a t nægte ham den Paternitet, hvorom han
og Barnets Moder ere enige. Men, selv om en Anden
var udlagt, da, naar dette enten var en fingeret Person,
eller han havde fralagt sig Paterniteten, saa vilde det
med Føie kunne antages, a t urigtig Opgivelse havde
fundet Sted, for a t skaane den rette Barnefader, som,
under de daværende Omstændigheder, ikke endnu ønskede
a t vedkjende sig Paterniteten. Saafremt derimod en
Anden, der var opgiven som Barnefader, havde ved-
kjendt sig Paterniteten, maatte dette ansees som Beviis
paa, a t Moderens senere Ægtefælle ei var Fader til
Barnet“.
Medens de ældre Forfattere O ubetinget antoge, a t
Horebørn ikke kunne legitimeres ved paafølgende Ægte
skab, hævder 0. (Suppl. 2. B. p. 8—9 og Hdb. 2. B.
p. 278—279), a t 5—2—32 uden Tvivl maa komme
Horebørn til Gode i det Tilfælde, a t Kongen dispen
serer fra 3
—
16
N .
L.
18
— 8 ,
og selv om Forældrene
uden Tilladelse ægte hinanden, er han tilbøjelig til a t
antage, a t Børnene blive legitimerede, idet Ægteskabet
jo bliver staaende ved Magt og derfor ogsaa for de
forhen avlede Børn maa have et Ægteskabs lovbestemte
Virkning.
') Kongslev 1. B. p. 337, Nørregaard § 210 og Hurtigkarl
1. D. p. 200.
9‘