377 / 604
128
a t de særlige Tvangsmidler, som kunne anvendes imod
Fædre til uægte Børn, ikke efter Moderens Død kunne
faa et større Omfang end i hendes levende Live. —
Den Mening, som 0. saaledes udtalte om Udstræk
ningen af Faderens Forpligtelse overfor det uægte
Barn i Tilfælde af, a t Moderen er død eller iøvrigt
ude af Stand til a t sørge for Barnet, blev som be-
kjendt senere fastslaaet ved PI. 6. December 1889.
Man fandt det nemlig hensigtsmæssigt samtidig med,
a t der skulde træffes en anden Bestemmelse om Fade
rens Alimentationspligt, da tillige a t afskære den Tvivl,
der maaske kunde være tilstede i den nævnte Hen
seende, jfr. Coll.-Tid. 1839 p. 979.
0.
rejser dernæst (Suppl. 3. B. p. 318—320, Hdb.
2. B. p. 324-326) det Spørgsmaal, om Opfostringshjælpen
efter Barnefaderens Død kan indtales i hans Bo, og
han kommer til det Resultat, a t den allerede forfaldne
Del kan fordres, men a t den Opfostringshjælp, som
Barnefaderen havde væ ret pligtig til a t svare for den
tilbagestaaende Tid, ikke kan fordres i hans Bo, og
han stø tte r dette navnlig paa, a t Pengebidraget er et
Surrogat for den personlige Opdragelses Pligt, som
bortfalder med Døden, og a t ellers de uægte Børns
Stilling for saa vidt vilde blive bedre end de ægtes, der
ingenlunde, som Kreditorer, kunne nyde Udlæg for det,
deres Opdragelse endnu kunde kræve, men maa lade
sig nøje med a t tage, hvad der, efterat Kreditorerne
ere bievne fyldestgjorte, kan blive tilbage, som Arv.
„Vilde man“, skriver han fremdeles, „i Hensyn til
uægte Børn, modificere det saaledes, a t Opfostrings;?
hjelpen vel kunde fordres i Boet, men først efterat
alle Creditorerne vare betalte, saa fik dog de uægte
Børn Fortrin for de ægte, da der saa mueligen blev
intet eller mindre tilbage for disse. Nogenlunde und
gik man derimod Inkonseqventsen, naar man tilføiede