374 / 604
125
Den omtalte Vanskelighed med Hensyn til a t for
klare den forskjellige Retsstilling, som de ægte og
uægte Børn indtage ligeoverfor Faderen, existerer der
imod ikke for 0 .; han bemærker herom i Suppl. 2. B.
p.
6 Følgende: „Da Grunden til den Tvangspligt, Staten
paalægger Forældrene, a t opdrage deres Børn, ligger i
den Naturdrift, som binder hine til disse, og denne er
stærkere og mere oprindelig hos Moderen, end hos
Faderen, saa er det naturligt, a t Opdragelsen overlades
hende, naar ikke et Ægteskab identificerer hendes og
Faderens Rettigheder. Deraf begribes det og, a t For
ældrenes paafølgende Ægteskab med hverandre er det
eneste Middel, hvorved Slegfredbarnet kan erhverve
alle Ægtebørns Rettigheder, relativ til Faderen og
dennes Frænder“.
I Overensstemmelse med dette
Princip sagdes vore saavelsom alle andre Lovgivere a t
have antaget Moderen for a t være nærmere forbunden
med det uægte Barn end Faderen og til Bevis herpaa
henviste han til D. L. 3—14—5 og Frd. 30. Mai 1794,
hvilken Forordning, som han siger, „bestemt viser, at
Moderen er udelukkende berettiget til det uægte Barns
Opdragelse, skjøndt Faderen er vis og derpaa gjør
Paastand“. Denne Moderens Ret til a t beholde og
opfostre Barnet formentes Faderen end ikke a t kunne
betage hende ved a t legitimere Barnet efter 5—2—70
N. L. 71 (jfr. Hdb. 2. B. p. 289). O. paaviste derhos
(Suppl. 2. B. p. 4—5), a t Lovgiverens Bestemmelser om
Slegfredbarnets forskjellige Forhold til Fader og Moder
ikke lade sig forklare af den Omstændighed, a t hin er
uvis, denne derimod vis, og han henviser blandt Andet
til, a t det efter 5 - 2 - 7 0 N. L. 71 tinglyste Slegfred
barn dog ikke har fuld Arverettighed efter Faderen;
logien af 3—16 N. L. 1 8 -1 6 -8 , 3 -1 6 N. L. 1 8 -1 5 - 1 Nr.
3 og 6—13-21; Urigtigheden heraf godtgjøres af 0. i
Hdb. 1. B. p. 507-508 og 2. B. p. 580—583.