366 / 604
117
Mecl Hensyn til de naturlige Retsgrunde, hvorpaa
det „faderlige Selskab“ hviler, bemærker 0. (Hdb. 2.
B. p. 249—253), a t de af Retslærerne almindeligst an-
tagne Forestillingsmaader ere lidet tilfredsstillende.
Efterat have omtalt nogle ældre Opfattelser, skriver
han herom Følgende: „Derimod have de fleste Natur
retslærere grundet det faderlige Selskab paa den na
turlige Pligt, som paaligger Forældrene til a t opdrage
deres Børn; og denne Pligt have de, uagtet Negativi
teten af de Grundsætninger, hvorfra de gaae ud, troet
a t kunne hidlede af disse. Beviset er vel af de for-
skjellige Retslærere fremsat under forskjellige Former,
men løber dog overalt ud derpaa, a t Forældrene, naar
de forsømte a t tage sig af Børnene, vilde have gjort
disse Uret ved a t skaffe dem en Tilværelse, der uden
slig Forsorg vilde være en U lykke“. Denne af 0. saa-
ledes omtalte Opfattelse er her i Landet t. Ex. udtalt
£if Nørregaard D; den er fremdeles ud talt i Schlegels
„Naturrettens eller den almindelige Retslæres Grund
sætninger“ 2. Udg. (1805) 2. D. p. 292); ja endnu i P.
G. Bangs i j. T. 17. B. (1831) p. 1 ff. tryk te Forelæs
ning kommer denne Opfattelse til Orde. Ligeoverfor
denne Opfattelse bemærker O., a t saa klar end For
ældrenes Pligt til a t opdrage deres Børn er for Følel
sen, saa lidet synes dog det omtalte Bevis a t tilfrecls-
9 I N aturrettens første Grunde § 457 siger Nørregaard:
„Forældre ere, saa at sige, første frie Aarsag i, at Børn
bringes til Verden; de ere følgelig og fri Aarsag til de
af dem avlede Børns Ufuldkommenhed, i Fald de nægte
dem den Hjelp, som udgjør Opdragelsen, ja de ere og
blive bestandig en fri Aarsag til alle de Ulyksaligheder,
der møde Børnene, og som grunde sig i Mangel af Op
dragelse“.
2) Hermed kan jævnføres Kant „Metaphysische Anfangs-
griinde der Rechtslehre“ (1797) § 28, hvortil Schlegel hen
viser paa det anførte Sted.