ASØrstedsBetydning

119

for naturligere, end a t den Uopdragnes Opdragelse, som

borgerlig Pligt, paalægges de Individer, for hvilke Na

turen og Fornuften allerede har gjort det til en hellig

Samvittighedspligt. Men ikke blot, som en dem paa

liggende Pligt, maa Børnenes Opdragelse betragtes.

Den udgjør tillige en særdeles vigtig Rettighed, som

ikke uden særegne og vigtige Grunde kan betages

dem; thi Forsorgen for deres Børn er i høi Grad nød

vendig for deres eget moralske Yel. Da det iøvrigt

ogsaa er en hele Samfundet paaliggende Pligt, a t sørge

for de Uopdragnes physiske og moralske Udvikling,

hvilken Pligt alene hos Forældrene er stæ rkest frem

trædende, saa er det klart, a t Samfundet maa være

beføiet til, gjennem Lovene, Regjeringen og Øvrig

hederne, a t udøve Stemmeret over Børnenes Opdra

gelse. De Retslærere, som paastaae, a t denne aldeles

og uden Indskrænkning maa overlades til Forældrenes

Godtbeflndende, tilintetgjøre derved i Virkningen deres

Paastand, a t det er en Tvangspligt, a t opdrage sine

Børn; thi en fuldkommen slet Opdragelse er ikke

bedre end aldeles ingen. Staten maa upaatvivleligen

være beføiet til a t forbyde de Handlinger, der i og for

sig aabenbart nedbryde Opdragelsens Hensigt, og paa

byde de Handlinger, som denne uomgjængeligen for

drer, sam t a t bestemme, naar Opdragelsespligten i Al

mindelighed ophører. Ogsaa maa den være beføiet til,

i de enkelte Tilfælde, hvor Forældrenes Sæder, For

standsforfatning eller udvortes Forhold gjøre, a t de

aldeles ikke kunne antages, lrensigtsmæssigen a t kunne

opdrage deres Børn, a t tage disse fra dem. Iøvrigt er

det vist, a t Staten ikke mere, end høist nødvendigt,

bør gribe ind i Forældrenes Opdragelsespligt, da en

for vidt gaaende Indblanding vilde forstyrre de natu r

ligste og for Menneskehedens sædelige og physiske Vel

befindende vigtigste Forhold“.