427 / 604
178
Regalitet synes a t være bygget paa den Forudsætning,
a t den Jordbesidderne tilkommende Ejendomsret kun
skulde udstrække sig til Jordens Overflade, eller dog
kun til det, der laa samme nærmest, saaledes som
flere Forfattere dengang lærte, a t Alt, hvad der ligger
dybere, end Furen af en Plov gaar, er et Regale1).
„Men“, siger 0., „en saadan Forudsætning er ikke
alene intetsteds ud talt i vor Lovgivning, den strider
og aldeles mod den Maade, hvorpaa Eiendomsret over
Jord, efter daglig Erfaring og tildeels i Overeensstem-
rnelse med udtrykkelige Love, udøves. Det ansees
aldeles ikke tvivlsomt, a t enhver Grundeier kan tilegne
sig saadanne Producter som Kalk, Gips, Sandsteen,
Farvejord, Leer, Tørv m. v. Men er han saaledes i
Almindelighed ikke udelukket fra de Producter, som
dannes i Jordens Skjød, saa kan der ikke med nogen
rimelig Grund antages anden Grændse for denne hans
Ret end den, som specielle Love maatte fastsætte. En
saadan Eieren tilkommende Ret til de ei særligt und
tagne Producter af dette Slags findes og i andre Landes
Love an taget“. 0. henviser i saa Henseende til den
preussiske Landret 2. Th. 16. Tit. §§ 69—75 og code
civil art. 552. Han skriver derefter fremdeles: „Hvad
de egentlige Metaller og visse andre sær vigtige under
jordiske Productioner angaaer, have vel Lovene i alle
de Lande, hvis Naturbeskaffenhed giver Anledning til
a t sørge herfor, gjort Indskrænkninger i den private
Eiendomsret; men disse Indskrænkninger ere ikke blot
grundede paa de Fordele, S tatskassen kan gjøre sig
ved her a t gribe ind, men endnu mere paa den Om
stændighed, a t saadanne Erhvervskilder ofte aldeles
ikke kunne benyttes uden Hjælp af særdeles Benaad-
9 0. bemærker, at nogle fremmede Forfattere endog ere
gaaede saa vidt, at de have erklæret Tørv for et Regale.