425 / 604
Borgerne de klareste Rettigheder, og a t man paa den
Maade let kunde gjøre Ende paa Processer, men da
ogsaa ligesaa godt undvære den borgerlige Forfatning.
0. godtgjøi derhos, a t det ikke kan være. forbundet
med særdeles Vanskelighed a t oplyse Størrelsen af
Ejeiens Krav, idet i alt Fald uvillige Mænd kunne ved
deres Skjøn bestemme, hvilke Indkomster Ejeren kunde
have oppebaaret af Tingen i den Tid, han uretmæssigen
vai sat ud af dens Besiddelse, i hvilken Henseende
0. bemærker, a t det jo er ligegyldigt, hvilke Fordele
Besidderen virkelig har nydt, eftersom det er Ejerens
Ret til Skadeløsholdelse, som indeholder Grunden til
den Godtgjørelse for Frugterne, som Besidderen Skylder.
Naai det dernæst anførtdS, a t Statens Borgere ved
a t miste Frugterne kunde opmuntres til a t være aar-
vaagne over deres Ting, bemærker 0., a t Ejeren jo
uden den mindste Forseelse kan miste sin Tilig Og,
uagtet al anvendt Flid, i lang Tid ikke være i Stand
til a t faa den tilbage, og at, selv om der var begaaet
culpa fra Ejerens Side, dette dog ikke vilde indeholde
den mindste limelige Grund til, a t den svigagtige
Besidder skulde vinde paa hans Bekostning. Naar det
endelig anførtes, a t Besidderen ved den ham forundte
Fordel kunde have tilstrækkelig Grund til a t dyrke
og benytte Tingen paa den rette og for det Alminde
lige nyttigste Maade, bemærker 0., a t det vilde
væie „en Urimelighed, a t Lovgiveren skulde opmuntre
Røvere, Tyve, Bedragere, til a t gjøre sig deres Fangst
saa nyttig som muligt, ved a t betrygge dem Fordele,
som end ikke en senere Opdagelse af deres Misgjerning
kunde skille dem ved, og a t han, for a t hine smukke
Folk ^ei skulde savne slig Opmuntring, skulde skille
den Forurettede ved hans utvivlsomme R e t“ ; men for-
Øviigt bemærker 0., a t det ommeldte Argument ogsaa
fra en anden Side er aabenbart urigtigt, idet den svig