422 / 604
173
Dons gjorde nogle faa Bemærkninger i saa Henseende).
0. derimod paaviser (p. 299—301), a t de nævnte Lovens
Artikler ikke kunne udstrækkes til ethvert Tilfælde,
hvor Nogen har saaet paa en Andens Jord. Han be
mærker med Hensyn hertil, a t Artiklerne aabenbart
ikke angaa det Tilfælde, hvor den Paagjældende har
en lovlig grundet Brugsret af anden Mands Jord, og
a t heller ikke den, der i god Tro og med en i sin
Form retmæssig Adkomst har besiddet den Jord, han
dyrkede, kan behandles efter 6—15—11N. L. 12, fordi det
siden opdages, a t Jorden var en Andens Ejendom.
Han paaviser nærmere, a t de tvende Alternativer i
6—15—11 N. L. 12 ikke passe paa det Tilfælde, hvor den
Saaende, uden a t have nogen Overdragelse fra selve
Ejerens Side a t paaberaabe sig, dog har en i sig re t
mæssig Adkomst til Jordens Besiddelse, og a t Artiklen
aabenbart kun har Hensyn til de Tilfælde, hvor Flere
have tilgrænsende Jorder, hvis Grænser ej ere saa
tydelige, a t jo en mulig Fejltagelse af egen og Naboens
Jord kan linde Sted, i hvilken Henseende han henviser til
den paafølgende Art. 12 N. L. 13. Idet 0. saaledes mener,
a t det førstnævnte Tilfælde ligger udenforø—15—11,N.L.
12 antager han, a t dette maa behandles efter almindelige
Grundsætninger, og a t den Saaende ifølge disse, naar
han maa fratræde Jorden, inden han faar høstet den
deri nedlagte Sæd, maa have Erstatning, ligesaavel
for Bearbejdnings-Bekostninger som for det anvendte
Frø. „En saadan Rettighed er“, bemærker 0., „endnu
mere klar, dersom den Adkomst, hvormed han har
besiddet Jorden, ikke blot har været en putativ, men
han virkeligen paa den Tid, han dyrkede Jorden, havde
en i alle Henseender gyldig Ret dertil, skjøndt han
inden Indliøstningen maa fravige Besiddelsen, see 2—
13—5 jfr. 14“.
I Henseende til Plantning i en Andens Jord vare
de ældre Forfattere tilbøjelige til a t skjelne mellem