418 / 604
169
a t enhver Ejer bør have sit tilbage, naar Tingene
kunne adskilles, fremhæver 0., a t denne Regel ikkun
ubetinget kan være anvendelig, naar Adskillelsen kan
ske uden Skade, hvorimod der, naar Afsondringen ej
kan ske uden betydelig Skade, og naar Tingens Be
skaffenhed medfører, a t der kun kan ligge ringe Yægt
paa, a t den Vedkommende faar den samme individuelle
Ting tilbage, kan, ligesom ved Paabygning, være Grund
til a t nægte Ejeren af den enkelte Ting Ret til a t
fordre Adskillelsen, men 0. tillægger da, ligesom ved
Paabygning, den, hvem denne Ret nægtes, en tinglig
Ret i den nye Ting til Beskyttelse for det ham til
kommende Krav. Hvorledes denne Ret nærmere skulde
betegnes, og paa hvilken Plads den skulde henføres i
Systemet over de tinglige Rettigheder, det fandt 0.
efter hele sin Aandsretning ikke Anledning til a t gjøre
til Gjenstand for særlig Granskning; det væsentlige
for ham var a t vise, a t den Paagjældende ikke blot
har en obligatorisk Ret, men er tingligretlig be
skyttet, og derhos a t angive, hvorledes det tingligret-
lige Fællesskab, som saaledes kan opstaa mellem
Ejerne af de tidligere særskilte Ting, skal løses, og
i saa Henseende giver han nogle vejledende Regler,
ved hvilke der tages Hensyn til de forskjellige Kom
binationer, som her kunne møde. — Lige med det
Tilfælde, a t flere Ejeres rørlige Ting ere forenede, be
handler han (p. 293—295) ogsaa Specihcationstilfældet.
Specification skjelner, bemærker han, sig kun deri fra
de Accessionstilfælde, hvor Ting, der tilhøre forskjel
lige Personer, forenes, deri, „at det ei er en materiel
Tilsætning, den Enes Ting uden hans Villie har faaet
af en Anden, men a t det kun er en ny Form, et
Product af dennes Flid og Arbeide, hiins Ting har faaet.“
„Men“, skriver han fremdeles, „det er i sig ligegyldigt,
om det, Een tilføier en Andens Ting, er en ny Form