413 / 604
164
:
forudsættes nødvendigen tvende Ting, af hvilke den
ene, som kaldes Hovedtingen (principale), altid ejes af
een eller flere Personer og forskaffer den eller dem,
som den tilhører, Eiendomsret over den anden, som
kaldes den tilkomne Ting (accessorium)“ ; han anførte
derhos, a t det i Mangel af udtrykkelig Bestemmelse i
Lovene i de fleste Tilfælde er rigtigst a t betragte den
Ting, der er af stø rst Yærdi, som Hovedtingen.
Den anførte Definition finder 0. ikke aldeles til
fredsstillende. „Den e r“, skriver han, (Hdb. 4 B. p.
276) „for vidtløftig, forsaavidt den ogsaa indbefatter
en Tings Frugter, der uden Tvivl bør skilles fra
Accessioner, hvilke forudsætte en tilfældig, ved en ud
vortes Begivenhed fremkaldt, Forbindelse“1). „Paa den
anden Side“, siger 0 . (p. 277), „er Definitionen for ind
sk rænket“, og han anfører i saa Henseende blandt
Andet, a t den ikke omfatter det Forhold, som opstaar
ved Specification, uagtet dette Fo rho ld , der iøvrigt
aldeles ikke berøres hos Hurtigkarl, men vel hos de
tidligere Forfattere, dog i Almindelighed ansaas for en
A rt af Tilvæxt.
Fremdeles ytrer 0., (p. 277 —278) a t det er „mindre nøi-
agtigt a t definere Accession som en Erhvervelsesmaade,
da der ingenlunde altid virkeligen skeer nogen Erhvervelse
ved den Begivenhed, hvorved Noget, der i sig selv ikke
vedkommer Eens Eiendom, sæ ttes i Forbindelse med
samme“.
„Tvertimod“, skriver han, „medføre slige
Begivenheder oftest en Afgang og Forringelse i
de respective Eiendele, som forhen tilhørte flere In
teressenter. Den hele Materie burde derfor og optage
en anden Plads i Systemet, end man pleier der a t give
samme; og den største Deel deraf maatte vel helst slutte
P
&.
bemærker imidlertid, at adskillige Eet-slærere henføre
alle Frugter til Accessioner, og at hermed ogsaa stemme
code civil art. 547 og den østerrigske Lovbog §§ 404 og 405.