409 / 604
160
retten ikke a t være gaaet over til Arvefæsteren, idet
Arvefæsterettigheden ophører med den arveberettigede
Slægt og Ejendommen da vil falde tilbage til den op
rindelige Ejer; ja selv om Arvefæste tænkes stiftet
paa en saadan Maade, a t Arvefæsteren vel maa over
lade Ejendommen til hvem han vil, men den dog ig.ien
falder tilbage til den tidligere Ejer, naar den arve
berettigede Slægt er uddød, saa a t den Fremmede,
der imidlertid er kommen i Besiddelse af Ejendommen,
blot kan siges a t besidde den som Yicarius for den
vedkommende Slægtning, antages en egentlig Ejen
domsret ikke a t være forbunden med Arvefæstet. I Hen
seende derimod til det almindelige Arvefæste med Ret
til a t sælge og pantsætte, bemærker 0., a t Lovgivningen
(jfr. Frd. 8. Januar 1810 § 26, Frd. om Afgift af faste
Ejendomme af 8. Februar 1810 § 6, PI. 18. August s.
A., PI. 9. Juli 1813 § 3, Sp.-Regl. 22. Marts 1814 § 84
og Frd. 15. April 1818 §§ 5 og 6) erklærer saadanne
Arvefæstere for Ejendomsmænd og betragter dem som
Ejere imod en paa Ejendommen hvilende særdeles For
pligtelse, medens den, hvem den aar lige Canon skyldes,
og som i Systemerne hedder Overejer (dominus direc-
tus), i Lov- og Forretningssproget ordentligvis end ikke
bliver betrag tet som delagtig i Ejendommen men helst
blot kaldes Afgiftsejer (Frd. 1. October 1802 § 16 og
Frd. 15de April 1818 § 7). 0. finder derfor ogsaa
Terminologien Overejendom og Underejendom eller do-
miniurn directum og utile uheldig, eftersom Overejen
dom ikke er Ejendomsret (jfr. Hdb. 3. B. p. 503—504 og
513), og ligeledes paaviser han, a t den ovenfor omtalte
Udsondring af Ejendomrettens Beføjelser i Proprietet,
Brugsret og Frugtsret langtfra er heldig. Forøvrigt
m aatte O., da Hdb. slutter sig til Hurtigkarls Lære
bog og Systemet i denne tildels er bygget paa en
Sondring mellem fuldkommen og ufuldkommen Ejen