406 / 604
157
bringe nogen lovgylclig Adkomst; thi deels kan den
eengang erhvervede Rettighed ei betages nogen uden
lovlig Aarsag, deels vilde det modsatte medføre, a t
det i de fleste Tilfælde blev saa godt som umuligt,
for en Eier, a t bevise sin Eiendomsret, naar Tingen
var kommen ud af hans Værge, efterdi det da ei
engang kunde være nok, a t han fremskaffede sin nær
meste Hjemmelsmand, men dennes Eiendomsret maatte
igjen bevises, og saa fremdeles igjennem det hele Tids
rum, der udfordres til a t vinde Hævd“. Denne Dom,
der har havt en ikke ringe Betydning i den omhandlede
Henseende1), er conciperet af 0., og det er derfor
naturligt, at han i en Afhandling: „Kan Besiddelses-
Ret ansees som en Ret i Tingen“ i j. A. Nr. 8 (1806)
p. 146—151 og i en Note under Dommen erklærer sig
enig i de i Dommen anførte Betragtninger; han slutter
den nævnte Afhandling med, a t han, hvis man vil
sige, a t Besiddelsen kun er et Datum, ved hvis Hjælp
man kan dokumentere sin Ejendomsret, In tet kan have
herimod a t indvende.
Med Hensyn til Besidderens Adgang til a t vinde
Hævd og oppebære Tingens Frugter henvises til det
Følgende.
Ejendomsretten defineredes af Nørregaard (§ 364 jfr.
ogsaa Dons 2. D. p. 3—4) som en fuldkommen Ret til
paa alle mulige Maader a t kunne raade over en vis
Ting, og i Overensstemmelse med de tidligere Forfat-
L)
Jfr. C. Torp „Besiddelsen og dens Betydning i retlig Hen
seende“ p. 238.