405 / 604
156
Ejendom, Servitut eller Pant, maa nævne Oclels-
og
adskillige andre Løsningsrettigheder, og han be
mærker ni ed Hensyn hertil: „Slige Rettigheder ere
aabenbart
Rettigheder i Tingen endog i den Ordets
Forstand,
hvori Yindicationsret hører til sammes Væsen;
thi
N. L. 5 - 3 - 5 og 15 og D. L. 5—3—22 N. L. 35
vise bestemt,
a t de ei blot kunne gjøres gjeldende
mod
Den,
der
først erhverver Tingen med den til slig
Ret svarende
Indskrænkning, men og mod enhver tredie
Mand“.
Endelig har 0 . under de lovbestemte Pan te
rettigheder
nævnt de Hovedtilfælde, hvor der nu i
Almindelighed
tales om en lovbestemt Tilbageholdelses
ret. (løvrigt
henvises nærmere til det Følgende.)
Af det Anførte vil det fremgaa, a t 0. har paa
vist, at man i
dansk-norsk Ret ikke er nødt til a t
blive staaende
ved de romerske Juristers Opfattelse
af, hvilke
tinglige Rettigheder der hør opstilles, og
det vil tillige ses,
a t de Rettigheder, som 0 . betegnede
som fingiige,
i det Væsentlige netop ere de, som i de
senere
her
i Landet fremkomne Fremstillinger af Tings
retten betegnes
som saadanne.
Det skal
i denne Forbindelse endnu bemærkes,
a t det ved en under 17. Mai 1802 afsagt (oprindelig i
juridisk Maanedstidende 1802 1. B. p. 436—443 og
senere i A. f. R. 1. D. p. 22—29 trykt) Hof- ogStads-
retsåøni
blev
antaget, a t den ældre Besiddelse giver
V'incleationsret
imod en senere Besidder, der ikke kan
bevise sin bedre
Ret. Det hedder med Hensyn hertil
iDommen, a t det ikke skjønnes, „at den præsumtiveEien-
doms-Ret, der ifølge almindelige Retsgrundsætninger og
Lovens 5
—5—
3“
(N. L. 5—5—5), „tilkommer Besidderen,
kan bortfalde
derved, a t han sættes ud af sin Besiddelse,
men“, hedder det fremdeles, „det maa tvertimod an
tages, at
han kan tilbagesøge sin Ting fra enhver
senere Besidder,
der
ei
for sin Besiddelse kan tilveie-