404 / 604
—13 N. L. 16 er en tinglig Ret, og han henførte denne
Ret, — i Modsætning til hvad der nu er almindeligt,
— under de personlige Servituter, som gaa ud paa
Brugs- og Frugtsret. Paa den anden Side udsondrede
han fra Servituterne de Rettigheder, som gaa ud paa,
a t Ejeren af en fast Ejendom skal foretage Noget, og
stillede dem sammen med de Rettigheder, som gaa ud
paa, a t Ejeren af en Ejendom skal give Noget, som en
særegen Slags tinglige Rettigheder. — Som en ting
lig Rettighed nævner 0. fremdeles den Ret, der
erhverves ved Arrest og de øvrige i 5—3—18 N.
L. 33 og 1—24—26 N. L. 22—28 omhandlede Rets
forfølgninger, idet disse nemlig kunne gjøres gjæl-
dende imod Enhver, som tilforhandler sig de Ting,
hvorover Debitor ikke gyldig kunde disponere, men
dog ikke kunne siges a t give Pan t i Debitors Gods,
eftersom de utvivlsomt ikke give nogen Fortrinsret
fremfor ældre Kreditorer D og heller ikke give nogen For
trinsret i Tilfælde af Debitors Fallit (jfr. j. T. 16. B. 2. H.
p. 390); og 0. kunde med Rette betegne det som en Fejl,
naar Nørregaard (§ 1894) deraf, a t Arrest ikke stiftede
en Pan teret, ligesaa lidt som Ejendom eller Servitut,
sluttede, a t den ikke medførte nogen Ret i Tingen. —
Til tinglige Rettigheder henregner 0. endvidere
enhver Rettighed, der (ligesom Arrest) gaar ud paa,
a t en Anden ikke gyldigen kan disponere over visse
Ting, og han antager saaledes, a t dette gjælder om
tinglæste Kjøbekontrakter og andre lignende Kontrakter
angaaende faste Ejendomme. Fremdeles mener 0., a t
man som en tinglig Ret, der dog ikke kan kaldes
’) Derimod ansaa 0. det for tvivlsomt, om de omhandlede
Retsforfølgninger ikke maatte gaa forud for den senere
af Debitor stiftede kontraktmæssige Gjæld (jfr. j. T. 15. B.
2. H. p. 252-255 og Hdb. 6. B. p. 257).