410 / 604
161
dom, ogsaa følge Hurtigkarl heri, men hvor liden Yægt
lian selv lægger paa denne Inddeling, viser blandt
Andet den Omstændighed, a t han (Hdb. 4B . p. 55-56)
erklærer det for ikke sto rt mere end en Ordstrid, om
en Stamhusbesidder skal kaldes fuldkommen eller ufuld
kommen Ejer over Stamhuset, oga t han (Hdb. 4 B. p. 196)
ligeledes erklærer det for en Ordstrid, om man vil
kalde den Ejendomsret, som haves over en Ejendom,
hvorpaa der hviler en fast aarlig Afgift, for ufuld
kommen eller indskrænket.
I Bienseende til de Maader, hvorpaa Ejendomsret
erhverves, skjelnedes der i de ældre Fremstillinger af
den dansk-norske Eet, i Overensstemmelse med Hugo
G ro tiusx), mellem de oprindelige Erhvervelsesmaader,
ved hvilke Ejendomsret erhverves over res nullius, og
de overdragende eller derivative, hvorved Ejendomsret
erhverves over Ting, som paa den Tid, Rettigheden
over dem erhverves, ere undergivne Andres Ejendoms
ret. Exstinctive Erhvervelsesmaaader opstilledes ikke
som saadanne, og efter det Udgangspunkt, hvorfra
man dengang gik ud, lode de sig ogsaa vanskelig for
klare. Man gik nemlig, som anført af 0 . i den oftere
omtalte Afhandling om Regjeringens Ret til a t ophæve
eller forandre Stiftelser, som private Mænd have op
re tte t (Eunomia 1. D.), ud fra, a t alle Mennesker op
rindeligvis havde en lige Adgang til de i Sanse
verdenen forhaandenværende Gjenstande, men a t denne
lige Adgang maatte ophøre, naar det enkelte Menneske
tilegnede sig en af disse Ting for a t benytte den som
udelukkende Middel for sine Interesser, og at, naar
dette var sket, Ejendomsretten over Tingen da ikke
) »Dø jure belli ac pacis“ Lib.2, Cap. 3, § 1, jfr. ogsaa Wolff
„
Jnstitution.esjuris naturæ et gentium“ § 195 og Pars 2.
Cap. 2 og Cap. 5.
A. S. Ørsteds Betydning. II.
n