408 / 604
159
domsretten paavises nu a fø ., (Suppl. 3. B. p. 184—189
og Hdb. 3. B. p. 506—512).
Han gjør i saa Hen
seende opmærksom paa, a t der jo kan være indrømmet
Andre en Brugsret over Personens Ting, og a t i e t
hvert Borgersamfund, (udenfor hvilket Ejendomsret
antages ikke a t kunne finde Sted,) al Ejendom er be
grænset ved den Ret, som Staten gjennem Loven og
Regjeringen udøver derover til det almindelige Bedste,
og a t man saaledes aldrig i Staten kunde kaldes Ejer,
hvis Ejendomsretten skulde være Ret til a t raade over
Tingen paa enhver mulig Maade, selv om herved kun
sigtedes til en retmæssig Maade. Da nu imidlertid
saavel Lovene som den conventionelle Sprogbrug gjør
det nødvendigt a t kalde en Person Ejer, skjøndt han
ikke har al Disposition over Tingen, opkaster 0. det
Spørgsmaal, hvad der da er det Særegne for Ejendoms
retten i Modsætning f. Ex. til en Servitut, og han be
svarer dette Spørgsmaal derhen, .at Ejendomsretten er
en vedvarende, for sig bestaaende og omfattende Raa-
dighed over Tingen, og a t derfor den, hvem der til
kommer en reel Servitut, ikke kan siges a t være
Ejer, fordi hans Ret ikke omfatter den tjenende Ting
i Almindelighed men blot bestaar i visse Omissioner
eller Passioner. I Forbindelse hermed bemærker 0.,
a t man ikke ophører a t være Ejer, fordi man har
overdraget en Anden en midlertidig Ret over Tingen,
der maaske giver denne, saalænge den varer, endog
mere Raadighed over Tingen end den, Ejeren midler
tidig kan udøve, og a t det saaledes ikke kan anses
for en Mangel i Ens Ejendomsret, a t Tingen er bort
lejet eller bortforpagtet, endog for lang Tid, ja selv i flere
Generationer. Selv om der er givet et Arvefæste, saa for
menes dog, naar dette er givet paa den Maade, a t Fæstet
vel gaar i Arv efter visse Regler, men Arvefæsteren iøvrigt
ikke kan sælge eller pantsæ tte Ejendommen, Ejendoms-