428 / 604
179
ninger“. Dette udvikler han nærmere, og han bemærker,
at de Synspunkter, der have fremkaldt de for Norge
saavel som for andre Lande, der have Metalrigdom,
givne Love om Bjergværker, ingenlunde ere anvende
lige paa andre underjordiske Produkter, disse være af
større eller mindre Betydenhed, men a t det i Alminde
lighed maa staa til Grundejeren a t gjennemsøge sin
.Tord for a t vinde disse Produkter og ganske tilegne
sig disse som enhver anden Frugt af hans Ejendom,
hvorimod .ingen Anden kan være beføjet til a t gjen-
nembryde Jordens Overflade for a t erhverve de der
under skjulte Produkter, fordi Ejeren ikke vil gjøre
det Fornødne for a t vinde dem. Han bemærker imid
lertid tillige: „En anden Sag er det, at, hvis underjordiske
Producter af Vigtighed skulde vise sig, og Eieren enten
ikke vilde eller ikke ved Hjælp af de Midler, der ligge
indenfor Grændserne af hans Eiendomsret, kunde gjøre
de fornødne Anlæg til Benyttelsen af slige Skatte,
Staten da, ifølge sin Overeiendomsret og i Lighed rned
hvad Lovene i de Lande, som indeholde Rigdom paa
saadanne Producter, have anordnet, kunde træffe de
fornødne Foranstaltninger for a t bringe slige for Lan
dets Velstand vigtige Producter frem for Dagens Lys,
og i alt Fald kunde nøde Grundeieren til, mod behørig
Godtgjørelse, a t afstaae sin Grund“. Han gjør endelig
opmærksom paa, a t Berganordning for Norge af 7. Sept.
1812 §§ 17 og 18 udtrykkelig viser, a t de Fossilier, hvoraf
ikke Metaller kunne vindes, ej ere samme Regler
underkastede som Metallerne, og a t man ikke i D. L.s
o—
9—3 kan finde noget Bevis for alle underjordiske
Produkters Regalitet, sam t a t Grevernes Privilegier af
25. Mai 1671 § 15 ikke kunne anføres som Bevis paa,
a t ikke alene Metaller, men ogsaa Saltværker ind
befattes under Regalet.
12
*