437 / 604
188
Skjøde, som imidlertid ikke var blevet læst i rette
Tid, og dette Sidste var, efter hvad han anfører, og-
saa an taget ved flere Højesteretsdomme.
Derimod
afveg han fra, hvad der dengang synes a t have væ ret
den almindelige Mening, forsaavidt han antog, a t naar
to Skjøder tinglæstes i rette Tid, skulde det først
tinglæste gjælde, og a t der kun i Tilfælde af samtidig
Tinglæsning skulde tages Hensyn til Udstedelsesdagen.
Da denne af 0. saaledes opstillede Mening imidlertid
ikke senere er bleven antagen, findes der ikke a t være
tilstrækkelig Anledning til her nærmere a t komme ind
paa de Grunde, som han anførte til S tø tte for samme.
I forrige Aarhundrede og endnu langt ind i dette
Aarhundrede var det i Udlandet, særlig hos tyske
Forfattere, almindeligt a t behandle Hævd og Præskrip-
tion som Underarter af et og samme Retsinstitut 0; man
opstillede nemlig et almindeligt Begreb „præscriptio“
(Verjährung), hvilket Begreb bestemtes som en For
andring i Retsforhold som Følge af en Rettigheds Ud
øvelse eller Ikke-Udøvelse i et vist Tidsrum, og der
skjelnedes da. navnlig mellem præscriptio acqvisitiva
(erwerbende Verjährung) og præscriptio exstinctiva
(erlöschende Verjähring, Exstinctivverjährung). Denne
Sammenstilling af Hævd og Præskription, som ogsaa
findes optagen i forskjellige Lovbøger, saaledes den
preussiske Landret, code civil og den østerrigske Lov
bog af 1811, førte til, a t det opstilledes somen Hoved
regel, a t alle Rettigheder kunde erhverves eller for-
0 Jfr. Y. C. Thomsen „Bidrag til Læren om Fordringsrettig
heders Forældelse efter dansk og fremmed Ret“ p. 9—11.