191
Gjeldsbrevet, som han lovligen maatte have, og a t
Ihændehaveren maaskee ju st derfor har ladet Sagen
henligge saa længe, deels til den Omstændighed, a t De
bitor, der i saa lang Tid ei er blevet erindret om
Fordringen, letteligen ganske kan have glemt samme,
og a t det derfor vilde være haardt, om han nu skulde
betale, hvorimod Kreditor i al Fald maa tilskrive sin
egen Ligegyldighed sit Tab.“ 0. gjør fremdeles i Hdb.
4. B. opmærksom paa det Uheldige i, a t de ældre For
fattere, paa Grund af a t de behandlede Hævd og Præ-
skription i Flæng, overførte paa det ene Institut, hvad
der blot var foreskrevet for det andet, og aldeles ikke
passede paa hint, og han nævner som Exempel herpaa,
a t 5—14—4 H. L. 13—2 paaberaabtes som en Grund
for den Paastand, a t ogsaa den svigagtige Besidder
kan vinde Hævd, og fremdeles, a t det nævnte Lovbud
af de ældre Forfattere anførtes som en Undtagelse fra
Reglen om, a t kun Paatale til Tinge kan standse
Hævd, hvorved dog maa bemærkes, a t nogle af de
ældre Forfattere (t. Ex. Dons 2. D. p. 121 og Kongslev
2. B. p. 148) gjorde et, om end ikke heldigt, Forsøg paa
a t bringe Reglerne om Hævds og Præskriptions Af
brydelse i Samklang med hinanden.
I Henseende til Betingelserne for Hævd herskede
der stor Uklarhed hos de ældre Forfattere. Det an-
saas i Almindelighed som en Hindring for Hævd, a t
det kunde godtgjøres, a t Besidderen besad Tingen med
en uretmæssig Adkomst eller en Adkomst, som efter
sin Form ikke var i Stand til a t overføre Ejendoms
retten, og dette støttedes navnlig paa Slutningsbe
stemmelsen i 5—5—1 N. L. 3 (medmindre det bevises,
a t han havde Tingen til Pan t eller i Forlening eller i
Forsvar). Derimod antoges bevist mala ildes eller
Kundskab hos Besidderen om, a t han ikke var Ejer,
ikke a t være til Hinder for Hævd, medmindre der