446 / 604
197
der imidlertid foreligger en positiv synbar Servitut.
Hvad dernæst de positive Servituter angaar, frem
drager han den nu saa vel kjendte men dengang ikke
her i Landet paaagtede Sondring mellem synbare og
usynbare Servituter, en Sondring, for hvilken han
havde et Forbillede i Bestemmelserne i code civil.
Medens der nemlig, saaledes som han nærmere ud
vikler, ved de synbare Servituter, der forkynde sig
formedelst vedvarende synlige Indretninger, kan tales
om en saadan uafbrudt Udøvelse, som 5—5—2 N. L.
4 efter det Anførte fordrer, og disse derfor kunne er
hverves ved 20 Aars Hævd, gjælder dette ikke ved
de usynbare Servituter, der efter deres Natur ikke
uafbrudt kunne udøves, og man vilde derhos, efter
hvad han bemærker, ikke være i Stand til a t bestemme,
hvor mange Gange Rettigheden skal have været ud
øvet i hint Tidsrum, eftersom vore Love tie herom. —
Hvad dernæst angaar Lovgivningens øvrige Bestem
melser, anfører 0, a t D. L. 5—10—56 ikke taler om
andre end synbare Servituter, hvorimod D. L. 3—13—13
ogD.L. 5—10—21 hjemle andre Servituters Erhvervelse
ved Forløbet af Arilds Tid eller Alders Tid. De ældre For
fa tte re1) lærte nu, a t der ved Alders Tid ikke kunde
forstaas mere end 20 Aars Tid, men Urigtigheden
heraf paavises af 0 .; han mener, a t Alders Tid maa
betegne saa lang Tid, som den menneskelige Erindring
rækker, og paaberaaber sig til Støtte herfor, a t dette
stemmer bedst med Udtrykkets naturlige Betydning,
og a t det vilde være ubegribeligt, a t Lovgiveren skulde
have brugt et i sig ubestemt Udtryk, hvor han havde
et saa bestem t Begreb som det om Hævdsperioden
for øje, sam t a t D. L. 5—11—1 i forskjellige Henseender
‘) Jfr. t. Ex. Dons 2. D. p. 104, Nørregaard § 558 og Brorson
„Forsøg til den ferate Bogs Fortolkning i Chr. V.s danske
og norske Lov“ 2. B. (1794) p. 112.