448 / 604
1 9 9
skulde høre Præstegaarden til, med Hensyn til hvilke
Hævd naturligvis kan finde Sted.
Naar man gaar ud fra den af 0. opstillede For
tolkning af 5—5—2 N. L.
4,
bliver det selvfølgeligt,
a t der ikke kan vindes Hævd (o: 20 AarsHævd) i de
Tilfælde, hvor Hævd af Hurtigkarl og tidligere For
fattere antoges a t være udelukket, og dette behøver
da ikke nogen, særlig Begrundelse. Forøvrigt paaviser
0., a t den Begrundelse, som de tidligere Forfattere
(særlig Hurtigkarl) fremførte, ingenlunde var fyldest-
gjørende, og han bemærker, og det med Bette, a t en
a f de største Synderligheder, der flyder af den Sam
menblanding af Hævd og Præskription, hvori de ældre
Forfattere gjorde sig skyldige, er den, a t der tales om
Hævd paa Straffrihed for Misgjerninger, og a t denne
Straffrihed nævnes blandt Ting, der ere udenfor Han
del og Vandel, og hvilke, som det hos Hurtigkarl
hedder, „ikke kan hævdes, siden Eiendom, som ved
Hævd erhverves, er en udelukkende Bettighed“. — Hvad
endelig angaar det tidligere berørte, af Hurtigkarl om
ta lte Spørgsmaal, om den, der i 20 Aar har erlagt en
anden Præstation end den, som ved en Kontrakt er
betinget, derved kan fritages for a t tilsvare den kon
traktmæssige Forpligtelse, da har 0. udførlig behandlet
dette Spørgsmaal i n. j. A. 1. B. 94 ff. (o: forinden det paa-
gjældende Bind af Hurtigkarls Lærebog udkom). Som
af 0. i den nævnte Afhandling anført, havde dette
Spørgsmaal foreligget Højesteret og var af Betten
blevet besvaret benægtende i tvende i 1811 og 1812
paadømte Sager. Af disse Sager verserede den første
mellem en Godsejer og nogle Fæstebønder, der ikke
vilde præstere Landgilde in natu ra, saaledes som i
Fæstebrevene bestemt, men i Stedet derfor, i Over
ensstemmelse med hvad de tidligere havde gjort, betale
modererede Landgildspenge, og Fæstebønderne paabe-