454 / 604
205
imidlertid senere Forfattere, nemlig Algeen-Ussing 0 og
Lasson2), der iøvrigt sluttede sig til ø .s Lære om
Præskription af Pantebreve, ikke vilde anerkjende
Berettigelsen af a t opstille en særlig Pegel med Hen
syn til Haandpant og Pan t til Brugelighed og saaledes
gik til en Yderlighed, der var aldeles modsat den af
de ældre Forfattere opstillede Lære, paaviste 0. i j. T.
15. B. 2. H. p. 184—191, a t de Indvendinger, som
fremførtes imod den omtalte af ham opstillede Mening,
ingenlunde vare afgjørende, og han skriver fremdeles
herom i Pldb. 4. B. p. 355—356: „Naar jeg antager,
a t denne sidste A rtikel“ (o: 5—14—4 N. L. 13—2)
„ikke kan hjemle Præscription af den øjeid, hvorfor
Pan t til Brugelighed eller haandfaaet Pan t er givet,
forsaavidt nemlig Betaling kan faaes i selve Pantet,
eller med andre Ord a t det Panthaveren tilkommende
jus retentionis ikke præscriberes derved, a t Gjelden
er bleven 20 Aar gammel, uden a t nogen Fornyelse
imidlertid er foregaaet, saa grunder jeg denne Paastand
ingenlunde paa 5—7—13, men paa den Omstændighed,
a t det vilde indeholde en indvortes Urimelighed, om
Creditor, ved a t besidde Pantet i 20 Aar, skulde for
tabe sin Ret, og Debitor kunne tilbagesøge sin Eien-
dom, uden a t frigjøre samme for den Heftelse, hvilken
han endog ved selve Tilbagesøge]sen maatte erkjende,
siden han ikke, efter 20 Aars Forløb, kunde tilbage
søge Eiendommen, uden just paa ørund af a t den kun
var givet til P an t“. — Naar 0. taler om den Pan t
haveren tilkommende jus retentionis, var det, som det
formentlig vil fremgaa af det Anførte og ogsaa af ham
udtales andetsteds (t. Ex. n. j. A. 1. B. p. 110, Hdb.
6. B. p. 142), selvfølgelig ikke hans Mening, a t Pante*
0 „Anmærkninger til T ingsretten“ 1. B. p. 109 ff.
0 „Juridiske Samlinger for 1826“ p. 336 ff.