449 / 604
200
raabte sig nu blandt Andet, a t de havde erhvervet
Hævd paa a t betale Penge i Stedet for Landgilde in
natura derved, a t Afgiften af Fæstegaardene i det
mindste i 20 Aar var erlagt med Penge, og vel havde
nogle af de Fæstere, der optraadte under Sagen, ikke
havt deres Gaarde i Fæste i 20 Aar, meri .dette var
a f den Kommission, som i 1ste Instan ts havde paa-
kjendt Sagen, antaget ikke a t kunne være til Hinder
for Hævd, idet Kommissionen nemlig antog, a t det
Princip, a t flere Personer kunne lægge deres Besid
delsestider sammen for a t vinde Hævd, her maatte
være anvendeligt, saa a t tidligere Fæsteres Besiddelses
tider m aatte kunne medregnes. Under sin Votering i
den nævnte Sag gjorde 0., der dengang var Medlem
af Højesteret, og til hvem de øvrige Voterende slut
tede sig, først og fremmest gjældende, at, da Fæste
brevene lød paa, a t Landgilde skulde svares in na
tura, kunde det, a t Husbonden havde modtaget de
modererede Landgildspenge, ikkun betragtes som en
V i l l i g h e d (res rneræ facul tatis), hvorpaa Fæstebøn
derne ikke kunde gjøre nogensomhelst Fordring. Med
Hensyn til den omtalte Sammenlægning af Fleres Be
siddelsestider ytrede han, a t denne kun kan gjælde,
naar En træder i en Andens Sted, hvorimod Fæsterens
Ret stiftes ikke af den forrige Fæster men af Ejeren,
og a t Hævden desuden var afbrudt ved Udstedelsen
ai Fæstebrevene, der lød paa Landgilde in natura.
Derimod gjorde 0. under sin Votering ikke gjældende,
a t 5—5—2 N. L. 4 forudsæ tter en vedvarende Ud
øvelse af den Rettighed, som skal hævdes, og a t der
ikke kunde være Spørgsmaal herom i det paagjældende
Forhold. Dette gjør han derimod i Afhandlingen i n.
j. A., og han optraadte saaledes i sin Votering mindre
bestem t imod den ældre Mening, end han gjør i Af
handlingen. I denne bemærker han tillige, a t - den