447 / 604
198
bruger først Alders Tid og siden 20 Aars Hævd, hvor
ved det er uantageligt, a t den skulde forstaa E t og
det Samme, hvorhos han endelig henviser til Frd.
for Hertugdømmet Slesvig af 29de Januar 1770. —
Hvad der saaledes efter Ø.s Mening gjælder om Ser-
v itu ters Erhvervelse ved Hævd, antages af ham ogsaa
a t maatte gjælde om Servituters Fortabelse ved Hævd,
idet Servituter nemlig af ham formenes ikke a t for
tabes ved den blotte Ikke-Brug i Hævdstid men kun
ved, a t Friheden tilbagehævdes for den tjenende Ting
derved, a t den Berettigede „i Hævdstid taaler For
andringer, som den tjenende Tings Eier har gjort ved
sin Ting, og som modsige Servituten“, og ligesom
usynbare Servituter ikkun formentes a t kunne erhverves
ved Udøvelse gjennem Alders Tid, saaledes antog han,
a t en Rettighed til for bestandig a t fordre visse
Ydelser af en Ejendom ikke kunde erhverves blot der
ved, a t saadan Ydelse i 20 Aar har fundet Sted, fordi
der her mangler den kontinuerlige Retsudøvelse, der
forudsættes i 5—5—2 N. L. 4, men nok derved, a t
Ydelsen er præsteret fra Alders Tid. — I Henseende til
2—12—1, der ikke blot paaberaabtes af de tidligere
Forfattere, men ogsaa af Algreen-Ussing 0 antoges a t
indeholde et Bevis for, a t de usynbare Servituter
kunne erhverves ved 20 Aars Hævd, bemærker 0., a t
dette Lovbud, der ikke kan siges a t handle om Servi
tuter, blandt Andet fordi de der omtalte Rettigheder
gaa ud paa a t give eller gjøre Noget, maa forklares
og nærmere bestemmes efter de Artikler, som inde
holde Reglerne for Hævd og ikke omvendt, og a t Ud
trykkene i Artiklen derfor maaske kunne antages a t
sigte til de materielle Grænser for det Gods, som
0 „Anmærkninger til T ingsretten“ 1. B. p. 102.