ASØrstedsBetydning

202

pan tsatte Ting, ogsaa maatte være berettiget til gjen-

sidig a t fordre, a t Pantsæ tteren ikke kunde hævde

Fritagelse for a t svare til Gjælden, sam t a t Præskrip-

tionen ikke passende kunde anvendes paa de Gjælds-

breve, hvorved Underpant sættes, efterdi disse efter

Loven skulde tinglæses, og, naar de indfries, udslettes

af Pantebogen, saa a t de, saa længe de henstaa uud-

slettede, m aatte antages endnu a t være gjældende. Urig

tigheden af denne Mening paaviste 0. i den nævnte

Afhandling, der er ældre end 2. D. 1. B. af Hurtigkarls

Lærebog; lian hævdede nemlig heri, a t man ikkun

ved a t anvende en indskrænkende Fortolkning kunde

undtage Pantebreve fra Reglen i 5—14—4 2L L. 13—2,

og a t der ikke kunde anføres tilstrækkelige Grunde

for en saadan Fortolkning. Forsaavidt man saaledes

tidligere anførte, a t Reglerne for Pantebreve skulde

søges i L.s 5—7 og ikke i D. L. 5—14 N. L. 5—18, „da er

det“, skriver 0. (p. 84 ff.), „vel saa, a t 5—14 N. L. 18

ei handler om Pantebreve som saadanne, men hvad

den fastsæ tter om Gjeldsbreve i Almindelighed, maa

og gjelde om det Slags Gjeldsforskrivninger i Særdeles

hed, som ere forbundne med P a n t“. „Ethvert Pan te

brev“, skriver han fremdeles, „indeholder to Bestand--

dele, nemlig, deels en Erkjendelse af, a t man er en

vis Sum skyldig, deels den Handling, hvorved man

derfor giver Kreditor Sikkerhed i visse Ting. Hvad

der gjelder om den første Bestanddel af Pantebrevet,

hører under D. L. 5—14 N. L. 5—13; derimod er det

i 5 —7 man maa søge Underretning om det, der ved

kommer den sidste. Saafremt altsaa Pantebreve ei

skulde være samme Betingelser med Hensyn paa Præ-

skription undergivne som andre Gjeldsbreve, saa vilde

det være passende i 5—7 a t fremsætte den i saa

Henseende fornødne Undtagelse. Men, naar der ei

skulde gjelde andet

0111

Pantebreves Præskription, end