453 / 604
204
Panteforskrivninger fra den Regel, han gav om alle
Gjælclsbreves Præskription, saafrem t han vilde, a t den
ej derpaa skulde anvendes. „Det var iøvrigt“, skriver
0. (p. 87), „ikke nødvendigt i 5—7 udtrykkelig a t
melde noget om Panterettighedens Præskription, thi
naar Gjeldsfordringen bortfalder, kan ikke det derfor
givne Pan t blive ved Magt (corruente obligatione prin-
cipali, étiam corruit obligatio accessoria)“. Han viste
fremdeles, a t der In te t i den omhandlede Henseende
kunde stø ttes paa 5 - 7 - 1 8 , eftersom denne Artikel
kun taler om brugeligt Pan t og Fordringen derhos
godt i det i Artiklen omhandlede Tilfælde kunde være
holdt i K raft mellem Kreditor og Debitor, saa a t det
ikke kunde siges, a t 5—7—18 vilde blive overflødig
derved, a t man anser 5—14—4 N. L. 13—2 for an
vendelig paa Pantebreve. Han viser endelig, a t der
In tet kan stø ttes paa 5 - 5 - 1 N. L. 3, og a t den Om
stændighed, a t Pantebreve tinglæses og endnu henstaa
uudslettede i Pantebogen, ikke kan berettige til a t
anvende en indskrænkende Fortolkning, eftersom der
imod et Pantebrev, som jo læses, uden a t Udstederen
dertil behøver a t kaldes, kan haves mange Indsigelser,
og den blotte Efterladelse af a t lade Pantebrevet ud
slette ej kan sæ ttes ved Siden af de i 5—14—4 N.
L. 13—2 nævnte Fornyelsesmaader, der alle bestaa i
positive Handlinger.
Medens 0. saaledes i Almindelighed antog, a t
5—14—4 N. L. 13—2 maatte komme til Anvendelse
paa Pantebreve, og Panteretten saaledes ophøre ved
Fordringens Præskription, mente han dog, a t der
maatte gjælde en særlig Regel med Hensyn til Haand-
pant og Pan t til Brugelighed, idet Panteretten her,
saalænge Panthaveren vedbliver a t besidde Pantet,
antoges ikke a t kunne bortfalde ved Præskription. Da