459 / 604
210
gens Indgivelse allerede afbryder Præskriptionen, eller
om Stævningens eller Indkaldelsens Forkyndelse dertil
er fornøden; dette Sidste anser han for det rigtigste
og paaberaaber sig til S tø tte herfor Grundene til Præ-
skription og Analogien af, hvad Loven i Almindelighed
kræver til Præskriptionen s Standsning, samt af 5—6
—2, og han bemærker, a t Reskripterne af 4. Juni 1745
og 19. December 1749 § 1 sam t Frd. 20. Januar 1797
ikke kunne komme i Betragtning herimod, da de i disse
Lovbestemmelser omhandlede Præskriptioner ere af en
anden og laxere Natur end den sædvanlige Præskrip-
tion, eftersom de mere ere „indførte for den offent
lige Ordens Skyld end til Fordeel for Modparten,
som ingen ubetinget Ret derved erhverver, hvilket
tydeligen skjønnes deraf, a t Regjeringen her, ved
Opreisning, pleier a t tilintetgjøre Præskriptionens V irk
ning“.
Med Hensyn endelig til Virkningen af Præskrip
tionen efter 5—14—4 N. L. 13—2 bemærker 0.,
a t det saavel af Lovstedets Ord som af Lovenes
øvrige Grundsætninger er klart, a t der ej kan være
Spørgsmaal om, a t den præskriberede Gjældsfordring
jo er aldeles tilintetgjort, saa a t denne Præskription
ej hos os, saaledes som efter de romerske Love, ind
skrænker sig til a t berøve Kreditor sit Søgsmaal,
ladende ham de Midler aabne, som ej gjøres gjældende
ved Søgsmaal, men ved Exception; han var derfor og-
saa tilbøjelig til a t antage, a t en præskriberet Fordring
ikke kunde benyttes til Modregning, og han ansaa
dette i alt Fald for klart, dels naar den præskriberede
Fordring allerede var præskriberet, da den anden For
dring opstod, dels naar Hovedfordringen var et Gjælds-
brev.
L a v h æ v d antoges af Hurtigkarl og tidligere