463 / 604
214
a t indse Grunden til, a t visse Brugsrettigheder over Andres
Ting, f. Ex. Lejetagerens, ikke skulde kunne henføres til
Servituter; Lejetagerens Ret formenes nemlig af ham,
naar den, saaledes som 5—8—13N. L. 16 har bestemt, kan
gjøres gjældende imod enhver senere Kjøber, i enhver Hen
seende a t have Karakteren af en Servitut og navnlig a t
maatte henføres til den af de ældre Forfattere opstillede
Kreds af personlige Servituter, der gaa ud paa Brugs-
og Frugtsret. For a t imidlertid Lejetagerens Ret skal
være tin gligretlig beskyttet, maa der, som af 0. frem
hævet, fordres, ikke blot, a t Lejetageren er kommen i
Besiddelse af Tingen1), men ogsaa, a t Lejekontrakten,
saafremt den skal gjælde for længere Tid og angaar
faste Ejendomme, er tinglæst i Overensstemmelse med
Frd. 4. December 1795 eller (føj’ Frd. 25. November
1881) dens Analogi, i hvilken sidste Henseende ø.
gjorde opmærksom paa den Vanskelighed, der ved
Forpagtningsforhold opstod derved, a t der her ikke
havdes almindelige eller lovbestemte Lejemaalstider
eller Opsigelsestider. 0. bemærker derhos, a t et Leje
forhold, selv om det er behørig stiftet, dog ikke kan
komme en tidligere Panthaver til Skade, medmindre
han har sam tykket deri eller kan blive fyldestgjort,
selv om Brugsforholdet bliver staaende ved Magt,
hvorved naturligvis bortses fra, a t Panthaveren efter
Frd. 4. December 1795 og Frd. 25. November 1881
skal give Brugshaveren en vis kortere F rist til a t
fravige Ejendommen. — Med Hensyn til Fæsteforhold
bemærker 0., a t Fæstebreve vel efter Frd. 8. Februar
1810 § 6 skulle tinglæses, men a t den i dette Lovbud
foreskrevne Tinglæsning af Fæstebreve er befalet i et
andet øjemed og har en anden Virkning end Ting-
0 Jfr. derimod Algreen-Ussing „Anmærkninger til T ingsretten“
2. B. p. 114.