465 / 604
216
a t selve Benævnelsen blandede Servituter er en Uting,
idet nemlig en Servitut, i Kraft af hvilken en Ejer af
en Ting skal foretage Koget, t. Ex. vedligeholde et
Hegn, ikke kan siges a t være en Blanding af person
lige og reelle Servituter men selv maa være enten en
personlig eller en reel Servitut, eftersom Rettigheden
nemlig er stifte t til Fordel for en Person eller en
Ejendom; dernæst gjør 0. opmærksom paa, a t der
ingen Grund er til a t skille de Rettigheder, der gaa
ud paa, a t Ejeren af en fast Ejendom skal gjøre Noget,
fra de Rettigheder, der gaa ud paa, a t han skal give
Noget, og a t man derfor, naar de først omtalte Rettig
heder skulde henføres til Servituter, ogsaa hertil m aatte
henregne de sidst omtalte Rettigheder, og a t saaledes
ogsaa Ret til Tiende og aarlig Jordskyld eller anden
Kanon maatte anses for Servituter, men dette vilde
efter ø .s Mening stride imod al vedtagen Terminologi,
og Rettigheder af meget forskjellig Natur vilde herved
sammenblandes.
ø. anser det derfor for re tte st a t opstille de en
Person tilkommende Rettigheder, som gaa ud paa, a t
Ejeren af en fast Eiendom skal give eller gjøre Noget,
som en særlig Klasse af tinglige Rettigheder. A t de
romerske Jurister ikke anerkjendte disse Rettigheder,
finder han meget naturligt, blandt Andet af den Grund,
a t Romerne ikke kjendte Principet om Publicitet af
de Handlinger, hvorved Ret over faste Ejendomme
erhverves; men hvad den dansk-norske Ret angaar,
mener han, a t man ikke ligefrem kan nægte en Ejer
af en fast Ejendom Ret til a t paalægge de tilkommende
Ejere personlige Forpligtelser, naar dette kan ske uden
Fornærmelse for tidligere Panthavere, og naar der ved
behørig Tinglæsning er sørget for senere Panthaveres
eller Kjøberes Betryggelse. Dog antager han, a t dette
ikke uden Indskrænkning kan være tilladt, og a t i